Folkene på gården gjorde en afgørende forskel for, hvor meget branden nåede at skade, siger indsatslederen på branden. Foto: Beredskab.dk
Reagerede hurtigt på brand: Brandvæsenet havde stået i en "helt anden situation" uden dem
Lolland-Falster Brandvæsen rykkede onsdag aften ud til en brand på en mark, som var startet i halmpresseren. Et stort område stod i flammer - men det havde stået værre til, hvis ikke folkene på gården havde reageret hurtigt.
En brand i en halmpresser udviklede sig onsdag aften til en stor markbrand nær Dannemare, hvor et område på omkring 400 meter i bredden og op mod 100 meter i bredden blev ramt. Ifølge indsatsleder Nikolai Hjorth gjorde folkene på gården en afgørende forskel, fordi de reagerede hurtigt og holdt ilden nede, før Lolland-Falster Brandvæsen nåede frem.
Der var under markarbejdet gået ild i halmpresseren, og branden spredte sig til et stort omkringliggende areal og omtrent 20 halmballer. Men det kunne være gået meget værre til, hvis ikke folkene på gården havde reageret hurtigt, fortæller indsatsleder på branden, Nikolai Hjorth.
Stor markbrand
Føreren af traktoren har ifølge indsatslederen været "meget opmærksom".
- Han kørte traktoren med halmpresseren bagpå op mod vinden, og der tog de et godt træk. Det gjorde det noget lettere at arbejde med branden i forhold til at redde traktoren, siger han.
Annonce
- De formåede at slukke alt under og omkring traktoren og holde det i skak, indtil vi ankom.
Mens branden udviklede sig til et område på cirka 400 meter i længden og 50-100 meter i bredden nåede folkene på gården at køre en traktor til brandstedet og harve rundt om området omkring ilden. De flyttede også ballerne, som var i risiko for at blive påvirket af varmen.
- De handlede hurtigt, det må man sige. De gjorde deres, siger Nikolai Hjorth.
Indsatslederens vurdering af situationen er, at folkenes indsats gjorde en stor forskel for, hvor voldsomt branden udviklede sig.
- Der er ingen tvivl om, at hvis ikke de havde handlet, som de havde, så havde vi stået i en helt anden situation, siger han.
Sent færdige
Lolland-Falster Brandvæsen blev kaldt ud til gården klokken 17.19 onsdag aften og var helt færdige på stedet omkring klokken 23. De fleste vogne tog fra gården før, mens en tankvogn og to mand, som holdt kontakt med indsatslederen, var placeret på stedet, indtil området var sikret.
Både halmpresseren og traktoren skal på værksted for at vurdere skadernes omfang. Under indsatsen åbnede brandvæsenet op for halmpresseren, så man kunne slukke det brændende løse halm indeni maskinen og fjerne så meget, som det var muligt.
Nikolai Hjorth har besigtiget stedet torsdag, hvor han ikke fandt tegn på olieudslip fra halmpresseren.
Seneste artikler
To lokale museer er de første i regionen med grønt miljømærke
Mindre SU, mere ulighed: Dora, Astrid og Aya har fået nok
Plejebørn tror ikke på voldtægt - men fortalte om jalousi og skænderier
Byudvikling for mange millioner - men hvor er kvinderne henne?
Katia fik ærespræmie overrakt af Dronning Mary
Mest læste artikler
Alvorlig trafikulykke: Lægehelikopter tilkaldt
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Centerchef fyret