Indland
Statsminister Mette Frederiksen (S) holder torsdag pressemøde efter historisk dårlige Pisa-resultater.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Regeringen vil igen lovgive mobiler ud af skolen med totalforbud
Der skal være et "totalforbud" mod mobiltelefoner i undervisning og i skolegården, siger statsminister.
Regeringen vil have et "totalforbud" mod mobiltelefoner og andre private skærme i landets folkeskoler og frie grundskoler.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde torsdag, der afholdes i kølvandet på historisk dårlige Pisa-resultater.
Forbuddet skal gælde både i klasseværelset og i skolegården, siger hun.
- Jeg er ikke selv i tvivl om, at resultaterne har en tæt sammenhæng med, at vi i Danmark har et af de mest digitaliserede børneliv.
- Vi som voksne har tilladt, at børn og unge bruger alt for mange timer om dagen foran en skærm, siger Mette Frederiksen.
For knap et år siden blev der indgået en politisk aftale om mobilfrie folkeskoler. Aftalen indebar et krav om, at skolebestyrelser skulle fastsætte en lokal politik om at gøre skolerne mobilfrie.
Men lovforslaget nåede ikke at blive vedtaget i Folketingssalen, fordi Mette Frederiksen udskrev folketingsvalg.
Hvordan regeringens nye forslag adskiller sig fra den gamle aftale, udestår, men betegnelsen "totalforbud" bliver altså brugt denne gang.
I den gamle aftale lød det, at et "totalt forbud ikke vil være hensigtsmæssigt".
Det skyldtes, at der eksempelvis er sundhedsmæssige hensyn, hvor et barn med diabetes har behov for at måle blodsukker. Eller hvis en skærm skal understøtte elever med ordblindhed.
Der vil være undtagelser
Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) bekræfter senere på pressemødet, at der igen vil være undtagelser og nævner eksemplet med måling af blodsukker.
Men som "hovedregel bliver det den nye normal i danske skoler", siger Magnus Heunicke.
- Vi kan se direkte i Pisa-målingerne, at de lande, som har indført det, har mindre forstyrrelser.
Da aftalen om mobilfrie skoler blev indgået i september 2025 lød det fra formanden for Skolelederforeningen, Dorte Andreas, at langt størstedelen af landets skoler allerede har et forbud eller en politik om at være mobilfri. Det sagde hun til DR.
Fra økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) lyder det på pressemødet, at regeringen vil nedsætte en skoletrepart, som eleverne selv skal være en del af.
- Pisa-undersøgelsen taler sit tydelige sprog. Vi må konstatere, at vi som samfund svigter vores børn, siger Pia Olsen Dyhr.
På pressemødet deltager resten af regeringstoppen i form af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard (R) også. Det samme gør den ansvarlige minister, undervisningsminister Magnus Heunicke (S).
Pressemødet holdes på baggrund af den seneste Pisa-undersøgelse, der blev offentliggjort tirsdag. Den viste, at danske skoleelever på 15 år klarer sig historisk dårligt og er blevet dårligere til læsning, matematik og naturfag.
Pisa er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer. Undersøgelsen finansieres i Danmark af Børne- og Undervisningsministeriet.
91 lande deltager i undersøgelsen, der bliver lavet hvert tredje år.
RITZAU
Se eller gense Folketidendes video, hvor elever fra Byskolen i Nakskov i 2024 fortæller om deres forhold til sociale medier i forbindelse med et borgerforslag om at indføre enten et forbud eller restriktioner mod sociale medier, som anvender såkaldt personaliseret algoritmisk dataudnyttelse til bevidst at skabe afhængighed blandt danske børn og unge under 18 år.
Seneste artikler
Centerchef fyret: Nu udtaler kommunaldirektør sig
Nyt tilfælde af fugleinfluenza
Borgermøde om fremtidens nære sundhedsvæsen
Centerchef fyret
Alvorlig trafikulykke: Lægehelikopter tilkaldt
Mest læste artikler
Femø-bo fandt død kvinde: - Jeg fik et chok
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Alvorlig trafikulykke: Lægehelikopter tilkaldt
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
Lokalt byggemarked midlertidigt lukket