Rød deroute

Man siger, at hvis man sidder længe nok om et spisebord med en socialdemokrat, vil man til sidst ende med selv at blive det - socialdemokrat…

Læs også

Laveste valgdeltagelse på LF i mere end 20 år

Nogenlunde sådan må Mette Frederiksen have tænkt, da hun tilbage i februar slog an til fire ugers valgkamp. En sejtrækker, der skulle hive sejren i land ovenpå en række fornuftige meningsmålinger og luften ud af de blå.

Det blev i stedet et blåt øje.

Kongemagervinder

Nu kan vi så kloge os på alle de bogstavkombinationer en kongelig undersøger skal jonglere med. Og når Kong Frederik får overrakt små sedler med de enkelte partiers forslag - og krav - til hvem, som skal træde ind som undersøger, vil flere bejle til tjansen.

Lars Løkke er naturligvis valgets kongemagervinder. Men et simpelt flertal vil bestemme, hvem som skal sidde for bordenden. Vi spår Mette Frederiksen.

En vinder uden magt, men med en langsigtet plan

Ellers var det, fraset Dansk Folkeparti, som om, at gårsdagens valg blot bestod af tabere. Som om, at dem, der gik frem, gjorde det forgæves. Det lærte os noget:

- At Folketingets højrenationalistiske yderfløj ikke har været større siden valget i 2015. En lille femtedel af os er nu - i Lars Løkke Rasmussens ”blå-sorte” terminologi - sorte. Men Morten Messerschmidts plan er langsigtet og snu.

- Venstre gik all in i den mærkelige regering ved at stille med en mærkelig spidskandidat. Med Troels Lund Poulsen oplevede Venstre deres Mogens Lykketoft-øjeblik (valget 2005, red.). Troels Lund var blottet for karisma, og lignede en, som aldrig troede på det. Hver morgen trak man ham op, så kan kunne gentage ”I gør Danmark fattigere” igen og igen. Og det var det.

- Vi ser ind i et towligt, langvarigt og sindssygt spændende forløb om regeringsdannelsen. Det kan gå flere veje, og vi kan med lethed se ind i gedigne overraskelser.

Lokale overraskelser

Spændende bliver det også på Sydhavsøerne. Og overraskende. Vi bliver meget klogere, når de personlige stemmer er talt op i løbet af dagen, men noget vil med garanti se anderledes ud.

Folketidendes valgreporter var med helt inde i magtens maskinrum på valgaftenen: