Finn Finnermann er stolt over at kunne forære kunstværket til kommunen. Foto: Michael Patrick Larsen
Se video: Afsløring gik galt, da minister besøgte Nykøbing
Finn Finnermann har skabt et stort kunstværk, som han har foræret til Guldborgsund Kommune. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) var taget til Nykøbing for at opleve afsløringen af kunstværket - den gik ikke helt efter planen.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) var mødt op i gråvejret, da den lokale kunstner Finn Finnermann tirsdag eftermiddag afslørede sit nye, store kunstværk i baghaven til Galleri Finnermann i Nykøbing.
Afsløringen markerede overdragelsen til Guldborgsund Kommune. Finn Finnermann har nemlig besluttet at give værket, som han har brugt to år på at skabe, kvit og frit til sin hjemkommune.
- Jeg er her fra byen, og jeg har gjort det rimelig fornuftigt som kunstner, så jeg
syntes, jeg havde mulighed og råd til at forære det væk, siger Finn Finnermann kort efter afsløringen og fortæller, at det har kostet ham "på den anden side af 100.000 kroner" at skabe kunstværket.
Skaber debat og liv
Inden da havde kulturministeren erklæret til forsamlingen af mennesker, at det er vigtigt at støtte op om kunsten ude i hele det ganske danske land.
- Det handler ikke kun om de store byer. Det
handler om Sjælland, det handler om Sydhavsøerne, det handler om de steder i
Jylland, hvor man går og synes, man kan noget særligt.
- Det er dejligt at komme herned. Det er dejligt at møde dig. Jeg håber, den kommer til at pryde Hollands Plads, som den
skal stå på, sagde ministeren, inden partifælle René Christensen rettede ham med et "Hollands Gaard".
Fra venstre: Byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune René Christensen (M), Kunstner Finn Finnermann, kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og Guldborgsund-borgmester Simon Hansen (S). Foto: Michael Patrick Larsen
- Jeg håber, den kommer til at skabe både debat og liv. Det er
det, god kunst kan, sagde Jakob Engel-Schmidt.
Fabler og fortid
Udover René Christensen deltog også en anden partifælle i Jesper Blomberg og borgmester Simon Hansen (S) i overdragelsen.
Den ene side af det flere meter høje kunstværk var allerede bar, mens den anden side var tildækket. Og da Finn Finnermann i samarbejde med René Christensen skulle hive tildækningen af, gik det galt.
Den ene halvdel blev siddende i toppen, og så måtte kunstneren, sammen med kulturministeren, i garagen for at hente en stige. Det tog alle i stiv arm.
Det rystede ikke kunstneren, der er stolt af at få lov til at præge byrummet.
- Det er jo også stort for mig. Jeg vil gerne gøre mig lidt
gældende på at lave kunst i det offentlige rum. Derfor er det også en god
anerkendelse og god start på min kunstneriske karriere, siger Finn Finnermann.
Denne side af kunstværket fortæller om Nykøbings historie, med blandt andet Dronning Sophie af Mecklenburg, som boede på Nykøbing Slot i 37 år frem til sin død i 1631. Foto: Michael Patrick Larsen
Og hvad forestiller det så?
- Det er historien, der er på den ene side med Dronning Sophie, mor til Christian 4., og Nykøbing Slot som byens navle og historie. På den anden side kigger vi både bagud og fremad. Det
er fabler, som mange mennesker i både fremtiden og også nu kan se sig selv i, siger han og uddyber:
- Der er for eksempel en due, og vi havde engang en konditor i byen, der hed Fru
Due. Så kan man tænke tilbage på en masse sjove historier om dengang, man
hentede morgenbrød hos Fru Due. Folk kan tænke tilbage, men det skal også ramme nogen i
fremtiden. Derfor har jeg forsøgt at gøre fablerne forholdsvist ukonkrete, siger Finn Finnermann.
Denne side af kunstværket er fyldt med fabler, som er ganske fri til fortolkning for beskueren. Foto: Michael Patrick Larsen
Kunstværket flyttes til Hollands Gaard til næste år.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
To nye brandstationer snart klar til brug
Q&A med Freddy Svane: Måske en tur på et brunt værtshus i Rødby
Måtte lukke efter syv dage: Nu er der nyt om café
Radio SydhavsØerne fylder 40: Klokken 11.11 skete det
En dårlig beslutning bliver ikke bedre af at fastholde den – sæt datacenteret på pause
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet