Lolland

Seriøse miner mødte borgere og presse til pressemødet om budgettet for 2027 til 2030. Foto: Palle Nevad

Sendte grov kritik mod regeringen: - Jeg synes, det er uartigt

Skolelukninger var naturligvis et stort fokuspunkt til pressemødet, men der ligger meget mere i budgettet, som politikerne fremviste til gårsdagens pressemøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Velkommen til Lolland Kommunes budget for 2027 til 2030, siger borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen (DMange borgere føler dog ikke, at dagen er særligt velkommen. Ikke fordi, at de dybt nede ikke var klar over, hvad der ville ske, men fordi at budgettet bekræfter deres værste frygt. Der skal spares – og det kommer til at gøre ondt.

Borgmesteren fortsætter med at takke partier, lister og løsgænger for godt samarbejde. Men vigtigst af alt takker hun borgerne for deres høringssvar. De høringssvar, der har været mulige at imødekomme, er implementeret, men man må forstå, at virkeligheden langt fra har gjort opgaven let.

- Ingen byrådsmedlemmer står op om morgen for at lukke skoler, ingen står op for at lukke haller, flytte arkiver eller lukke børnehaver, siger Marie-Louise Brehm Nielsen (DS).

Skam jer, Christiansborg

Inden hun fortsætter med budgettet sender hun en svirp mod regeringen.

Der blev også skudt med skarp mod de partier, der vil bruge kassebeholdningen for at drifte kommunen. Foto: Palle Nevad

- Jeg er nødt til at sige til dem inde på Christiansborg, når man beslutter i særtilskudspuljen, at man ikke imødegår det, vi bad om. Og giver os 100 millioner kroner mindre. Er det så, sådan en dag som i dag, når vi fremlægger det her budget, at vi bekæmper ubalancen mellem land og by. Jeg synes, det er uartigt, I ved udmærket, hvilken udfordring, vi står i, i dag, siger borgmesteren.

Der bliver sparet 86 millioner kroner på administrationen de næste fire år. Politikerne tager ikke længere til inspirationsmøder i Kommunernes Landsforening eller til Folkemødet på Bornholm.

Kolde hænder og rådgivere

Byrådets største partis gruppeformand tager ordet.

Vibeke Grave (S) er stolt over det brede samarbejde. Foto: Palle Nevad

- Jeg sidder her som formand for socialudvalget for de voksne. Derfor er jeg meget glad for at kunne sige, at vi også bevarer vores borgerrådgiver. Det er vigtigt, at vi har en neutral stemme, hvis man mener, den hjælp man får i kommunen, er rigtig, siger Vibeke Grave (S).

Hun fortæller, at borgerrådgiveren bliver slået sammen med veterankoordinatoren, så den understøtter både de udsatte og veteraner.

Samtidig fortæller Vibeke Grave, at forligsparterne håber, at få flere organisationer til at løfte mere på socialområdet.

Ansvar er bedst

- Det er hverken nemt eller sjovt at stå her i dag og træffe de beslutninger, som vi har gjort. Det er nogle gange bedst at tage skeen i egen hånd og træffe de svære beslutninger, siger Cecilie Louise Stabell (SF).

Cecilie Louise Stabell (SF) er glad for, at hendes forgængere har givet gode råd til forhandlinger. Foto: Palle Nevad

Hun har tidligere været åben om, at budgettet kommer til at gøre ondt. Og nu taler hun om, at budgettet rammer børnene med skolelukninger.

- Det lander samtidig med, at man fra regeringen vil spille ud med en pulje, det hører man først mere om, når finansloven lander, siger SF'eren.

- Hvis det sker, og vi kan få de penge, vi beder om, så søger vi pengene. Hvis det sker, åbner vi budgettet og trækker lukningen tilbage, siger Cecilie Louise Stabell.

Problemet er, at man ikke ved, hvilke kriterier, der er for at søge puljen. Det kan ske, at man er diskvalificeret fra start, da der kan være krav om, at skolerne ikke må have været under statslig tilsyn, som skolerne har været.

Åben øjnene for virkeligheden

- Det havde været lettere at lukke øjnene og tro det hele vil gå over og tænke tilbage på dengang, vi var 10.000 flere og der blev født 500 børn om året, siger Henning Alfred Rasmussen (DS).

Forældrene må tage mere ansvar for at opdrage deres børn og tage ansvar for undervisningen. Foto: Palle Nevad

Han vil have, at forældrene bliver inddraget mere i skoletiden. De skal nemlig opdrage deres børn, det er ikke lærerens ansvar, mener han. Det vil føre til, at undervisningen på tværs af Lollands skoler bliver bedre.

- Man kan ikke forvente og forlange, at når man har leveret børnene i døren, så tager lærerene sig af resten. Vi mener at forældrene skal gøre deres børn mere læringsklar og blive bedre til at være i et fællesskab, når der er andre til stede, siger Henning Alfred Rasmussen.

Ingen ordrer fra slipsedrenge

Det er seriøse miner, der møder borgerne til pressemødet onsdag eftermiddag.

- Jeg er ikke politiker for at overlade arbejdet til slipsedrenge inde fra Christiansborg, siger Leif Utermöhl (LL).

Øboerne i kommunen skulle spidse øre, da lokallistens gruppeformand tog ordet.

Lokallisten Lolland er igen i år med i budgettet. Foto: Palle Nevad

- Jeg må hellere starte med færgerne, siger Leif Utermöhl.

Han fortæller, at der er kommet et paradigmeskifte til kommunen med den nye borgmester. Og det paradigmeskifte handler om mere borgerinddragelse.

- Vi laver en fast ramme, som økontaktsrådet skal være med til at sætte rammerne for færgedriften. Det kan være 5x5 afgange til Askø og Femø og X-antal afgange til Fejø. Det kan også være en dagsfærge fra Kragenæs, siger Leif Utermöhl.

Øboerne i Lolland Kommune kommer derfor til at have direkte indflydelse på deres transport til og fra øerne. Så længe det er indenfor budgettet.

Nu kommer borgerne til at sidde med og træffe beslutninger om deres egen transport, siger han.

Lokalaktører og museet

Forligsparterne er blevet enige om at oprette en funktion som landdistriktskoordinator.

- Landdistriktskoordinatoren skal hjælpe borgerne med at søge fondsmidler og andre midler til områder udenfor byerne, fortæller Merete Meyer (V).

Merete Meyer (V) brugte meget tid på at tale om at styrke lokalsamfundene. Foto: Palle Nevad

For hende er det vigtigt, at borgerne ikke skal stå alene. Ideerne ude i lokalsamfundene må ikke strande der. Derfor skal koordinatoren hjælpe med at udvikle lokalsamfundene i kommunen.

Merete Meyer fortæller, at Skibs- og Søfartsmuseet i Nakskov bliver holdt under Lolland Kommunes drift, men at der er samtaler med Museum Lolland-Falster om at overtage driften. Samtidig fortæller hun, at Søllested Bio måske også kan drives videre privat.

Budgettet af villige

Konservatives gruppeformand, Henrik Jacobsen, starter med at sende en tak til de villige partier, der står bag budgettet, der tæller 18 ud af byrådets 25 mandater.

Henrik Jacobsen (C) brugte lang tid på at tale om hele budgettet. Foto: Palle Nevad

- Vi gik til forhandlingerne uden krav. Kun, at vi skulle udarbejde et budget, der dækkes af så mange mandater som overhovedet muligt. Vi kan nu balancere vores økonomi og den situation, som Lolland Kommune nu befinder sig i, siger Henrik Jacobsen.

Han fortæller, at AI kommer til at blive brugt mere i administrationen. Og at Konservative er glade for at støtte op om de svageste og sikre en borgerrådgiver, som indtager veterankoordinator-rollen samtidig.

Den nye

- Som rosinen i pølseenden står jeg her. Som ny i byrådet er det helt nyt for mig at være i budgetforhandlinger. Jeg har haft en positiv oplevelse med budgetforhandlingerne. Og efter det, man har hørt fra tidligere år, har det her været helt fantastisk, siger Allan Blak (Løsgænger) og roser borgmesterens måde at føre forhandlingerne.

Allan Blak (Løsgænger) er positivt overrasket over, hvor gode forhandlingerne var. Foto: Palle Nevad

Hans vigtigste emne er ældreområdet og forebyggelse, fortæller han.

- Når man taler om budgettet i Lolland Kommune handler det ikke om kroner og ører, men om mennesker, siger Allan Blak.

Han har haft stort fokus på at inddrage forebyggelse af sygdom og sikrer sundhedstilbud i budgettet. Kommunen står overfor store udfordringer med en fremtid med flere ældre, mener han. Det håber Allan Blak at have været med til at gøre bedre.