Lolland

Hugo Andresen kunne se frem til solceller på to sider af sin grund, men nu ser det lysere ud for ham. Foto: Nicklas Linnemann

Solcelleparker sat på pause: Og alle er glade

Når man siger solceller, siger man også omstridt proces, nu lytter kommunen til klager. Tre store arealer, der skulle blive til solcelleparker, lægges nu på is.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre store arealer på Lolland har været centrale i diskussionen om nye solcelleparker, der skal producere strøm til et PTX-anlæg ud for Nakskov. 

Men nu er planerne for parkerne lagt på is.

- For at samtalen om, hvad der skal ændres i planerne, ikke lander midt i valgkampen, vælger vi at sætte projektet på pause, siger Tine Vinther Clausen (V) formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Lolland Kommune.

Men det er ikke kun politikerne, der mener, det er en god ide at udsætte spørgsmålet om solcelleparkerne.

- I princippet synes jeg, at det er fint, at det er blevet udsat. Fordi der kan være nogen, der begynder at tænke "Hvad er det egentlig, vi er ved at vedtage?", siger Hugo Andresen, der måske kommer til at bo tæt på en af solcelleparkerne.

Han er generelt ikke tilfreds med processen og planerne om at få metalpanelerne som nabo.

Opbakning fra uventet kant

Knud Erik Andersen er direktør i European Energy og er selv lollik. Arkivfoto: Nicklas Linnemann

Planen om at bygge 516 hektar solcelleparker kommer fra European Energy, der ønsker at bruge strømmen til at lave grønt brændstof til Mærsk-skibe.

- I det her bakker vi 100 procent op om kommunens beslutning om at bruge mere tid på behandling og de indkomne forslag, siger kommunikationschef hos European Energy Thomas Bech Sørensen.

Der er ingen ærgrelse at spore hos European Energy. Tværtimod virker European Energy nærmest tilfredse med, at farten på projektet sættes ned.

- Vi er med på, at det her er en meget omfattende udbygning af vedvarende energi på Lolland. Vi vil gerne lytte til naboerne og til andre parter, og gøre det grundigt og ordentligt, siger Thomas Bech Sørensen.

Skal der ændringer til?

Lignende lyder det fra udvalgsformanden, der beder administrationen i klima, teknik og miljø om at kigge på kommunens retningslinjer omhandlende solceller.

Det er vel et bevis på, at høringssvar betaler sig.

Solcellerne må være op til fem meter høje, samtidig kommer de til at stå på en forhøjning rundt om huset, derfor er Hugo bange for, at vintersolen helt forsvinder. Foto: Nicklas Linnemann

- Præcis. For mig bliver konklusionen jo ikke, at vi aldrig skal have sol og vind på Lolland mere. Det kan der jo godt være nogen, der ønsker sig. Jeg siger bare, at vi bliver nødt til at have samtalen, fordi vi har nogle principper, der har behov for at blive genbesøgt. Det skal vi ikke gøre som en del af en valgkamp, hvor alle har ekstra adrenalin i blodet. Det skal vi gøre på et tidspunkt, når vi ved, hvem der er valgt, så man stille og roligt kan få kigget det igennem med respekt for alle, der er i det, siger Tine Vinther Clausen (V).

At Lolland Kommune kigger på retningslinjerne er noget, der anerkendes fra modstanderen.

- Jeg synes måske, en sejr er så stort at sige, men det kan godt være, det er min jyske beskedenhed. Men jeg tænker, at det måske lidt er en sejr, måske mere en anden plads. Det bedste ville være, hvis planerne blev droppet helt, siger Hugo Andresen.

Men om Hugo kan håbe på, at planerne droppes, kan ikke siges for nu. Hvorvidt solcelleparkerne bliver til noget, er op til det kommende byråd.