Vi må ikke spare os fattige på de mest sårbare

Jeg har stor forståelse for, at Lolland Kommune står i en vanskelig situation. Kommunens økonomi er under et massivt pres, og ingen kan være i tvivl om, at politikerne står over for nogle svære prioriteringer.

Kommunen har selv beskrevet sin økonomi som strukturelt ubalanceret, og i august pegede budgetdrøftelser på udfordringer i størrelsesordenen flere hundrede millioner kroner.

Derfor er dette heller ikke et indlæg imod besparelser. Det er et indlæg for oplyste beslutninger.

For når økonomien bliver presset, opstår der naturligt et ønske om at handle hurtigt. Det sker i hele landet, og det mærker jeg flere steder. Som forstander på Futuris, hvor vi arbejder med udsatte unge, og som medlem af en skolebestyrelse, hvor vi også følger sparediskussionerne tæt. Overalt leder man efter løsninger. Det er forståeligt.

Men netop derfor er det vigtigt at stoppe op og spørge: Hvad sker der bagefter?

På skoleområdet har jeg set forslag, hvor der kan spares relativt beskedne beløb ved at fjerne tilbud, som i virkeligheden forebygger langt større problemer senere. Hvis man for eksempel sparer svømmeundervisning væk, ser regnestykket måske pænt ud på et Excel-ark. Men hvad er konsekvensen, hvis flere børn aldrig lærer at svømme? Hvad er prisen for den risiko?

Læs også

Foreslår at spare på de hårdest ramte: - Det er fuldstændig hul i hovedet

Præcis det samme spørgsmål bør vi stille på det specialiserede socialområde.

På Futuris arbejder vi med unge mennesker, som ofte har brugt mange år på at opbygge de kompetencer, der skal til for at klare et mere selvstændigt voksenliv. Det er unge, som kæmper med diagnoser, psykisk sårbarhed, sociale udfordringer eller manglende netværk. Mange af de ting, som de fleste tager for givet, er ikke selvfølgeligheder for dem.

Hvordan lægger jeg et budget og laver mad? Hvad gør jeg, når det er den 10. i måneden og alle mine penge er blevet brugt på pizza og shawarma? Hvordan rydder jeg op og gør rent? Hvad gør jeg, når jeg føler mig ensom og ked af det, men ikke har nogen at tale med? Hvornår er det hele ved at blive for meget? Hvem skal jeg bede om hjælp?

For mange af os lyder det banalt. For nogle af vores unge er det færdigheder, der skal læres trin for trin.

Derfor bliver jeg bekymret, når økonomiske hensyn risikerer at presse processerne hurtigere frem, end den enkelte unge er klar til. Vi kan ikke speedspole personlig udvikling frem.

Hvis en ung flytter i egen lejlighed seks måneder for tidligt, ser det måske ud som en besparelse her og nu. Men den virkelige regning kender vi først senere. Måske går det godt. Måske ikke.

Det er ikke skræmmebilleder. Kriminalitet, selvskade eller indlæggelse er alle risici, som fagfolk på området forholder sig til hver eneste dag.

I forvejen er psykiatrien under pres. Antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser er stigende, efterspørgslen på hjælp vokser, og ventetiderne er fortsat en udfordring mange steder i systemet.

Derfor virker det paradoksalt at spare på de indsatser, der netop skal forhindre, at flere unge ender dér.

Læs også

René C slår alarm inden byrådsmøde: - Vi kan ende som Lolland

På sygehusene har vi gennem årene diskuteret konsekvenserne af hurtigere udskrivelser. Nogle gange fungerer det fint. Andre gange sendes mennesker hjem, før de er helt klar. De fleste forstår intuitivt risikoen ved den tankegang.

På socialområdet står vi med en lignende problemstilling.

Hvis målet bliver at få unge hurtigere ud af tilbuddene, fordi budgetterne er pressede, risikerer vi at flytte udgifterne frem for at fjerne dem. Regningen havner blot et andet sted. I psykiatrien. Hos politiet. På beskæftigelsesområdet. Eller hos de pårørende.

Det betyder ikke, at ingen unge skal videre. Tværtimod.

Nogle unge skal udfordres mere. Nogle kan tage større skridt. Nogle er klar til mere ansvar.

Men beslutningen skal træffes ud fra faglighed og individuel vurdering, ikke ud fra et budgetark.

Når vi som samfund skal finde besparelser, er det rimeligt at diskutere alle områder. Men jo større konsekvenserne kan være for mennesker, desto mere viden bør ligge bag beslutningen.

Derfor er min appel enkel. Lad os tage diskussionen åbent og lytte til fagfolkene. Lad os regne på de samlede konsekvenser og ikke kun den umiddelbare besparelse.

Der vil jeg gerne vedstå, at jeg er farvet af mit virke: Lad os især passe på med at finde de hurtige løsninger på de områder, hvor fejl kan få alvorlige og livslange konsekvenser.

For når det handler om udsatte unge, er spørgsmålet ikke kun, hvor mange penge vi sparer i år.

Spørgsmålet er, hvilke regninger vi sender videre til fremtiden. Og hvem der kommer til at betale dem.