Lolland

Det tomme autohus skal efter planerne rives ned. Foto: Palle Nevad Frandsen

Vil bygge nyt og større lavprissupermarked

Tidligere autohus skal rives ned for at give plads til ny butik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et splinternyt og moderne lavprissupermarked er på vej i Maribo, hvor det skal bygges på grunden fra et tidligere autohus. Mandag sagde klima-, teknik- og miljøudvalget ja til at sætte gang i en ny lokalplan og et nyt kommuneplantillæg, der skal bane vejen for butikken.

Det er dejligt, når en virksomhed vil udvide og placere sig et sted, hvor der er bedre adgangsveje.

Tine Vinther Clausen

Med godkendelsen giver udvalget mulighed for at placere butikken uden for den nuværende bymidte, som ellers er forbeholdt dagligvarebutikker. 

Det er Rema 1000, der ønsker at flytte sin forretning 170 meter længere mod øst på Østre Landevej, hvor der er plads til en lidt større forretning med bedre tilgængelighed end på den nuværende placering.

Bekræfter planerne

Hos den norskeejede dagligvaregigant bekræfter man ønsket, men vil på nuværende tidspunkt ikke komme yderligere ind på flytteplanerne. Rema 1000 håber, at det kan lade sig gøre at bygge den nye butik, og ser frem til samarbejdet med Lolland Kommune.

Tine Vinther Clausen
Udvalgsformand Tine Vinther Clausen (V) ser positivt på planerne fra Rema 1000. Arkivfoto: Nicklas Linnemann

Den nye dagligvarebutik skal bygges på den grund, der gennem mange år har huset VW-forhandler Harly Petersen. I begyndelsen af året blev der lukket for først bilsalget og siden værkstedet, og autohuset har siden stået som en tom kæmpe på hjørnet af C.E. Christiansensvej og Østre Landevej.

Med en ny lokalplan vil Rema 1000 få mulighed for at rive hele autohuset ned og bygge et moderne lavprissupermarked. En plan som udvalgsformand Tine Vinther Clausen (V) kalder spændende.

- Det er dejligt, når en virksomhed vil udvide og placere sig et sted, hvor der er bedre adgangsveje, siger hun.

Mindre larm til naboerne

At man samtidig rykker mere handel uden for bymidten, tager udvalgsformanden roligt.

- Så meget længere væk rykker butikken heller ikke, lyder det fra Tine Vinther Clausen, der mener, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting at flytte de store dagligvarebutikker væk fra den tætte bebyggelse.

- Når der skal leveres varer og lignende, så sker det ikke om natten midt i et tætbebygget boligområde.

Samtidig er der gang i en stor byudvikling i den østlige ende af Maribo, og derfor er det godt, at der også er indkøbsmuligheder i den ende af byen, mener udvalgsformanden. 

Måske to nye butikker

En synlig placering lige i indkørslen til midtbyen vil passe godt, mener Ebbe Frahm. Foto: Palle Nevad Frandsen

Og måske kan der komme to dagligvareforretninger. Muligheden står i hvert fald åben i tre år, efter Rema 1000 har forladt sin nuværende butik. Det er nemlig et lejemål, og der er intet, som forhindrer udlejeren i at finde et andet supermarked til at rykke ind. 

Tine Vinther Clausen ser dog ikke konkurrence som noget problem. Men den mulighed har intet med den politiske behandling af sagen at gøre.

Pladsen kan dog være et problem. Allerede nu er der et lettere trafikkaos omkring butikken, og det bliver næppe mindre, når Lejerbo bygger 42 lejeboliger på Namsosvej - som nærmeste nabo til den nuværende Rema 1000-butik.

Formand er positiv

Planerne om den nye butik bliver også godt modtaget af formanden for Maribo Handel & Erhverv, Ebbe Frahm.

- Jeg synes det lyder fint og meget positivt. Det er meget bedre, end at vi har nogle store tomme lokaler, der bare forfalder lige så stille, siger han.

At butikken så rykker ud af bymidten betyder knapt så meget, for de 170 meter gør ikke den store forskel, mener Ebbe Frahm. 

Tidshorisonten for projektet er ukendt.