Politik

Venstre-formand Troels Lund Poulsen forventer samlet trav i folketingsgruppen fremover.

Klar besked fra Venstre: Ret ind eller stå udenfor

Venstre Lollands formand mener, at den nye linje gælder fra nu af.

Offentliggjort Sidst opdateret

Disse sager har udfordret partidisciplinen:

Søren Gade stemte sammen med fire andre medlemmer af Venstres folketingsgruppe imod partilinjen, da der skulle stemmes om den omdiskuterede gødskningslov L5, der skal ændre landbrugets udledning af kvælstof.

Forude venter flere landbrugspolitiske afstemninger, blandt andet om grisefireparten og sprøjteforbud.

- Det er min klare forventning, at medlemmer af Venstres folketingsgruppe respekterer, at de er en del af et partidemokrati.

Det fastslog formanden for Venstre, Troels Lund Poulsen, på pressemødet efter søndagens hovedbestyrelsesmøde.

- Og som så mange andre stærke fællesskaber i Danmark, så er det et frivilligt, men et forpligtende fællesskab. Hvor man i fællesskabet beslutter en retning, men hvor alle så er forpligtede til at bakke op om flertallets retning. Og dermed også det mandat, der bliver givet.

Man må tage konsekvensen

Ønsker man ikke det, så må man tage konsekvensen af det. Det håber jeg naturligvis ikke kommer til at ske, men ingen er tvunget til at være en del af en gruppe eller et frivilligt fællesskab, hvis det er sådan, man ikke vil det, sagde han og fortsatte:

 - For nu skal Venstre videre, og det bringer jeg partiet her i dag. Vi har brug for at komme til at tale politik igen. Vi har brug for at få skabt ro og stabilitet, så der er en klar og tydelig retning for Venstre i fremtiden.

Og lidt efter gentog han det endnu skarpere på spørgsmålet, om det betyder eksklusion at stemme imod partilinjen.

- Hvis man ikke kan indordne sig, så bliver man ikke en del af Venstres folketingsgruppe.

Ingen kommentarer

Folketidende spurgte formanden for Venstre Lolland, Karsten Jensen, hvor han står i forhold til de formulerede forventninger til partidisciplinen.

Venstremanden Claus Hjort Frederiksen har sagt til DR, at partidisciplinen skal strammes. Hvad tænkte du, da du læste det?

- Det har jeg ingen kommentarer til.

Du må da have tænkt et eller andet?

- Selvfølgelig har jeg det, men det har jeg ingen kommentarer til.

Strammere partidisciplin gælder fremadrettet

Mener du ligesom Claus Hjort Frederiksen, at de fem medlemmer, der stemte imod epidemiloven, bør ekskluderes?

- Jeg forholder mig til, hvad Troels har sagt. Det er et ledelsesmæssigt ansvar i folketingsgruppen.

Troels Lund Poulsen kaldte det, der fandt sted, da fem medlemmer stemte mod partilinjen, for uvederhæftigt og sagde, at hvis man ikke kan indordne sig, kan man ikke være en del af folketingsgruppen. Skal det forstås sådan, at det gælder fremadrettet og ikke bagudrettet?

- Det er i hvert fald sådan, jeg opfatter det. Det, han siger, gælder fremadrettet.

Troels Lund Poulsen har fået kritik fra Claus Hjort Frederiksen for at have været for langmodig over for de fem medlemmer af folketingsgruppen, der stemte imod. Hvad mener du om det?

- Jeg mener, at vi er nået et rigtig godt sted hen med det møde, vi har haft i dag. Vi skal kigge fremad og ikke så meget på, hvordan det har været, eller om vi har været for langmodige. Der er blevet givet nogle ledelsesmæssige redskaber nu, og dem skal de bruge. Så må vi kigge fremad.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.