Lene gik med læbestift, Chanel og pudderetui til det sidste  

- Når vi var på ferie sydpå, var der nogle ting, som mor bare skulle have med i kufferten. Det var en dug, stearinlys, Lurpak-smør og selvfølgelig rugbrød. Alt blev pakket, så det var lige til at finde frem som det allerførste.

For alt i verden rugbrød

Susser Murel smiler stort til Anette Navne. De to søstre husker tilbage på deres mor. På hendes naturlige evne og trang til at holde orden, struktur og overblik i sine omgivelser, ting eller daglige gøremål.

- Vi skulle jo for alt i verden have vores rugbrød. Så snart vi var nået frem, fortsætter Susser.

Søstrene sidder ved et langbord på Halstedhus Efterskole. Her er Susser en del af forstanderparret sammen med sin mand Ulrik.

I en stille fredagsstund tænker de tilbage på en mor, der altid stod klar med kage, boller og saftevand, hvis der var veninder med hjem fra skole.

Indlæring med sand og solcreme

Omsorgsfuldheden kunne også opleves på en lidt mere hård måde, hvis vi lige bliver hængende nede sydpå på en af søstrenes barndomsferier i 1970'erne og 1980'erne.

- Vi fik i hvert fald lært at bruge solcreme. Mor tog vist lidt strandsand ind imellem og smurte sammen med solcremen på ryggen af os. Det føltes lidt anderledes, end man forventede. Så kunne man godt huske at smøre sig ind næste gang.

Anette Navne kigger over på søster. Der nikkes og smiles. Der var styr på tingene hos mor Lene Jenny Ejrup. Søstrene nævner "ordenssans" som noget af det første i beskrivelsen af deres mor.

Hun blev 79 år og sov ind på Svanevig Hospice for få uger siden. Efter kort tids sygdom. Med masser af familie og kærlighed omkring sig til det sidste. Og ikke mindst med ordenssansen i behold til sidste åndedrag.

Ville selv holde orden

- Håndvasken skulle selvfølgelig lige have en omgang, når hun havde brugt den. Hvis der lå noget og flød eller hun tabte noget, skulle det også fikses med det samme. Det insisterede hun på at gøre selv. Også selv om hun næsten ikke kunne bøje sig ned efter det.

Sådan husker Anette Navne sin mors sidste dage på hospice. Hun lagde et meget læst mindeord op på facebook om sin mor. Det fik hurtigt mere end 1000 kommentarer. 

- Det var ret vildt. Jeg tror, mor var én, som mange elskede at komme op og snakke med i cafeteriaet i Ravnsborghallen. Nogen har beskrevet hende lidt som en slags ekstra mor for dem, der måske ikke lige havde råd til at købe for fem kroner blandet slik. Så fik de lidt hér og dér alligevel, fortæller Anette.

Hurtig mad og mange gæster

Lene Jenny Ejrup var også altid klar til at skabe en fest med lidt hurtig mad ud af ingenting. Hun var en samlende figur. Om det var som cafeteriaforpagter med sin mand halinspektør Steffen Andersen fra 1972 til 1988 eller i årene efter som en del af familie-virksomheden Skovridergaarden. Altid i gang med at arrangere. 

- Hvis der var noget, hun kunne, var det at skabe en fest. Os døtre voksede praktisk taget op i en hal, og der var altid gæster fredag og lørdag i cafeteriaet. Så kunne vi rende sammen med alle de andre børn inde i hallen. Vi elskede det, siger Anette.

- Kan du huske den brune sofa?, lyder det fra Susser.

Det kan begge søstre. De husker, hvordan nattøjet kom på, og der blev redt op den brune sofa. Hvis det ikke fungerede, når mor og far endnu engang havde gæster på besøg i cafeteriaet, var der altid en stationcar, som også kunne bruges.

Et restaurationsliv

- Så blev vi lagt derud for at sove. Det har været sådan et restaurationsliv, vi har levet altid, siger Anette.

- Men jeg har aldrig følt mig utryg. Mor var en kæmpe vært, og det ligger også dybt i vores dna. Jeg har fået fortalt, at samme dag, jeg blev født, tog mor direkte tilbage til hallen, hvor der var et arrangement med nogle pensionister. Hun skulle servere kaffe og kringle. Så stod jeg der på disken - ikke engang et døgn gammel. Men sådan var det. Det hele skulle passes, lyder det med et anerkendende smil fra Susser.

Mor Lene havde ganske enkelt overblikket. Altid velforberedt. Ellers som hendes ældste datter Anette beskriver det:

- I dag ville man nok kalde hende for en kæmpe prepper.

Den egenskab er søstrene taknemmelige for, deres mor havde. De er henholdsvis årgang 69' og 72'. Derfor husker de også vinterkrigen på Lolland-Falster. Den historiske og voldsomme snestorm, der ramte Danmark fra den 28. december 1978.

Med nattrøje som hue

Vinterkrigen varede i fire dage ind i det nye år, efterfulgt af endnu et snevejr i februar 1979. En stor hvid dyne lagde sig i ugevis. Ikke mindst på det vestlige Lolland, hvor to små piger sneede inde med deres forældre i Ravnsborghallen.

- Jeg husker, vi på et tidspunkt efter en uges tid eller 10 dage skulle gå en tur hen over sneen og hjem til dér, hvor vi boede cirka syv kilometer væk. Det var mørkt, og vi havde ikke rigtig nogen huer. Men så viklede vi natbukser om hovedet for at kunne holde varmen. Det var lidt kaos, tror jeg, med to små børn i sneen. Men jeg forbandt det hele med noget rart og trygt, husker Susser.

Søstrene er enige om, at episoden med den udfordrende tur i sneen er noget af det, som minder dem om, at deres mor var en løsningsorienteret og entreprenant type.

Lidt som Olympiske Lege

De nævner begge forældres engagement i mange store begivenheder og arrangementer i Ravnsborghallen. Det kunne eksempelvis være Horslunde-legene.

- Det skulle jo nærmest være som De Olympiske Lege, hvis man spurgte min far. Men det var i fællesskab, min mor og far fik tingene til at ske. De supplerede hinanden rigtig godt. Far var måske mere flyvsk og frontfiguren udadtil, og mor havde altid overblikket, siger Anette og tilføjer:

- Men mor var også én, som man godt kunne slå sig lidt på.

Søstrene snakker lidt frem og tilbage om, at hvis man spurgte sin mor om noget, skulle man være forberedt på, at der kom et ærligt svar tilbage.

Der kom ærlige svar

- Jeg spurgte hende engang, om hun synes, jeg så for tyk ud i noget nyt tøj, jeg havde taget på. Der sagde hun bare "Ja", forklarer Anette.

Søstrene griner. Også Susser oplevede på et tidspunkt at få at vide - i den bedste hensigt fra mor Lene - at hun da godt kunne tåle lige at tabe et par kilo.

Deres mors direkte facon kom også til udtryk på vej hjem fra en uge hos nogle af familiens "besøgsvenner" i Tyskland.

- Der blev snakket tysk omkring os det meste af ugen, og mor havde nok lidt svært ved det. Hun havde i hvert fald næsten ikke sagt noget i løbet af ugen, og på vej hjem i bilen var hun ret stille. Så var der én af os, som spurgte, om hun havde det godt, og så lød det med sådan en tysk udtale fra mor "Ja, ja, ja".

Lærte at arbejde

Der trækkes igen på smilebåndene omkring bordet. Her ligger masser af gamle avisudklip.

Mange er fra håndboldbanerne. Fra søstrenes divisionskampe. Men udover at vokse op i en håndboldhal, var der også en voksentid sammen med forældrene i tæt forening om virksomheden Skovridergaarden.

Lene og Steffen Andersen overtog forpagtningen af stedet i december 1987 og drev med hjælp fra døtrene restauranten sammen frem til Steffens død i 2000. Herefter blev det til yderligere to år, inden det var slut med at drive familievirksomhed sammen som det tilbageværende trekløver.

- Her var det også mor, der havde det store overblik, husker Anette om årene med Skovridergaarden, hvor døtrene med egne ord lærte alt om, hvad det vil sige at arbejde.

- Nogle gange synes vi måske, der blev drevet lidt lidt rovdrift på os. Vi lavede i hvert fald en video, som blev vist til vores forældres sølvbryllup. Vi sad med hver vores sovepose om benene, og så sagde vi "Nå, nu er det fyraften". Så trak vi vores soveposer op omkring os og lagde os til at sove, husker Anette om videoen.

400 gæster og 20 ansatte

Susser går i gang med lidt tørre tal for at illustrere det fælles travle arbejdsliv for hele familien omkring Skovridergaarden. Der kunne på en god julefrokostdag være 2000 kuverter ud af huset og seks selskaber på Skovridergaarden. To om formiddagen, to frokoster og to om aftenen. 

- Der kunne vel være maksimalt 400 i huset på én dag, og så har der nok været fire kokke, tre kokkeelever, seks i opvasken, fire i det kolde køkken til at lave forretter og lidt flere køkkenhjælpere, tæller Susser sammen og når op på i alt 20 personaler.

De seneste knap 20 år nåede Lene Jenny Ejrup at finde kærligheden sammen med sin Bjarne. 

- I stedet for at give op på livet efter fars død, så sagde mor ja til kærligheden. Bjarne og hende har haft nogle fantastiske seniorår sammen, siger tilføjer Anette. 

Kødben til Karla og Kesi

Lene Jenny Ejrup blev bisat fra Stormarkskirken den 29. september. Med sig i kisten fik hun sin taske og her den elskede læbestift, pudderetui og Chanel-parfume samt små kødben til døtrenes hunde Karla og Kesi.

Sammen med kortspil og de i familien så kendte "mormor-bolcher" blev Anette og Sussers mor lagt til hvile med orden omkring sig.

Kunne de to døtre få fem minutter mere med deres mor, ville Anette bruge dem på at takke sin mor for altid at være én, der var klar til en af de dybere snakke, hvis der var brug for det.

- Jeg ville også fortælle hende, at hun ikke skal have dårlig samvittighed over, at hun arbejdede så meget, som hun gjorde. Hun har givet os så mange gode værdier om at stå sammen og være tætte i en familie, siger Anette, inden lillesøster får de sidste ord om lige at kunne få fem minutter mere med sin mor.

- Mor var en rigtig julenørd. Siden hun gik på pension som 60-årig havde hun sit eget værksted, hvor hun havde indrettet sig og lavede en masse ting til hendes julevejbod. Så jeg ville gerne spørge hende, hvordan julen kommer til at se ud i år, og om vi skal bage sammen, som vi plejer, og hvad vi skal lave af konfekt. Jeg ville også rigtig gerne vide, hvordan hun synes, julekransen skal være i år.