21 danske bomberydningsrobotter skal hjælpe Ukraine
Danmark sender en ny donationspakke på en milliard til Ukraine. Pakken er finansieret af den nye Ukraine-fond.
Danmark sender 21 bomberydningsrobotter til Ukraine som en del af en større donationspakke.
Donationspakken lyder samlet på en milliard kroner og består af materiel, som Ukraine specifikt har bedt om.
- Jeg er meget glad for, at et bredt flertal i Folketinget står sammen om at hjælpe Ukraine med deres frihedskamp. Det er en stor donationspakke på en milliard kroner, som vi sender afsted, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.
Pakken er finansieret af den nyoprettede Ukraine-fond, som er en politisk aftale mellem Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.
Af militært materiel indeholder donationspakken ud over bomberydningsrobotter også ammunition til håndvåben, maskingeværer, anti-panserminer og luftforsvarsmissiler.
Danmark sender også andet materiel afsted. Herunder 8000 huer, 15.000 sæt regntøj og seks hangartelte.
- Ukraine mangler ammunition, og donationspakken indeholder derfor materiel, som Ukraine meget specifikt har anmodet om. Jeg er stolt af, at vi i Danmark kan imødekomme det ønske, siger Troels Lund Poulsen.
Forsvaret er begyndt at forberede og klargøre donationerne, så materiellet hurtigst muligt kan blive sendt til Ukraine.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie