Blå aftale gjorde skattereform mere skæv

Regeringen fik en mere socialt skæv skattereform ud af at indgå aftalen med den blå opposition.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser regeringens egne beregninger af den såkaldte gini-koefficient - en form for ulighedsmåler.

Ifølge ulighedsmåleren vokser indkomstforskellene mere i den endelige aftale, end regeringen selv lagde op til i sit oprindelige oplæg.

Her fastslog regeringen, at reformen i et såkaldt "restlivsperspektiv" - altså set over borgernes samlede tilværelse - ville gå lige op for den enkelte.

Men det gør sig ikke længere gældende i den endelige aftale.

Nu øges forskellene således med 0,15 procentpoint på gini-koefficientens skala, der går fra 0-100, hvor 100 er ensbetydende med, at en enkelt person ejer alle værdier i et samfund.

Da regeringen i foråret skød sit omfattende reformprogram i gang, så skete det under parolen "alle skal bidrage, alle skal med".

Men ifølge regeringens beregninger i lovudkastet til skattereformen, så er det især dem, der ikke er med, der bidrager.

Målt på rådighedsbeløb er der tre tabere af reformen nemlig: Ledige, førtidspensionister og efterlønnere.

De taber alle mellem 3.000-3.500 kroner i rådighedsbeløb på skattereformen, viser regeringens beregninger.

Regeringen har også regnet på skattereformens indvirkning på rådighedsbeløbet for forskellige familietyper.

Og mens et "funktionærpar med to børn i ejerbolig" kan se frem til 24.720 kroner ekstra til rådighed om året, så må en "enlig dagpengemodtager i lejebolig" omvendt se i øjnene, at der i sidste ende bliver 6.680 kroner mindre at rutte med på grund af skattereformen.

/ritzau/