BORGMESTER OM NY REGERING: - JEG ER LIDT SKEPTISK

Borgmester i Guldborgsund, Simon Hansen (S), glæder sig over, at der er dannet en ny regering. Nu glæder han sig til at læse regeringsgrundlaget. Arkivfoto: Anders Knudsen

Borgmesteren i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S), er glad for, at det lykkedes at skabe en regering over midten, men han er skeptisk over en af partilederne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag aften blev det meldt ud, at der er dannet en ny regering over midten med Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne. 

Simon Hansen (S), der er borgmester i Guldborgsund Kommune, glæder sig over, at det lykkedes.

- Jeg er tror på, at en regering, der er funderet på midten af dansk politik, er i stand til at lave de reformer, der skal til for at sikre, at vi har de nødvendige hænder i fremtiden, både til vores private virksomheder, men ikke mindst til vores borgernære velfærd, skriver borgmesteren i en e-mail.

Han er specielt glad for, at fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) holdt sit ord og fik dannet en regering, der strækker sig over midten.

Skeptisk

Selv om Simon Hansen glæder sig over den nye regering, har han betænkeligheder ved særligt en partiformand.

- På nuværende tidspunkt er jeg lidt skeptisk ved at Lars Løkke er med. Han har været en central beslutningstager i en politisk tid, hvor blokpolitik var herskende og har stået for nogle af de største centraliseringer i Danmark nogensinde, mange af dem på bekostning af yderområderne, skriver borgmesteren i Guldborgsund Kommune, skriver Simon Hansen i e-mailen.

Simon Hansen er spændt på at læse regeringsgrundlaget, og han håber, at den skepsis, han har over for tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (M), bliver gjort til skamme.

Onsdag klokken 12 præsenterer fungerende statsminister Mette Frederiksen sammen med partiformændene for Moderaterne og Venstre det nye regeringsgrundlag.