Borgmester ser frem til Billund som trafikalt smørhul
Billund vil nyde godt af togbane og motorvej, lyder det fra borgmester, som håber på bredt politisk forlig.
Billund kan blive et trafikalt smørhul, hvis regeringens plan for investeringer på trafikområdet bliver til virkelighed.
- Set fra Billund Kommunes side ser det ganske fornuftigt ud, siger borgmester Ib Kristensen (V), efter at regeringen har fremlagt sin plan for milliardinvesteringer i veje og tog.
Planen afsætter blandt andet penge til første etape af en ny midtjysk motorvej fra Haderslev til Give samt en jernbaneforbindelse mellem Vejle og Billund.
- Der er det, vi havde ønsket os. Man har banen fra Vejle til Billund med, og man har den midtjyske motorvej med. Vi kunne nok ikke have ønsket os mere, siger Ib Kristensen.
Vejdirektoratet er i øjeblikket i gang med at undersøge to mulige linjeføringer for den nye motorvejs forløb mellem Haderslev og Give.
Det ene forløb går øst om Billund, det andet vest om byen.
- Vi har selvfølgelig en favorit, men det væsentligste er, at vi får den midtjyske motorvej, siger Ib Kristensen.
Jernbanen mellem Vejle og Billund er et andet stort ønske fra den sydjyske kommune.
- Vi har jo Danmarks næststørste lufthavn, og det er nok en af de eneste lufthavne i verden uden en jernbaneforbindelse.
- Så det vil betyde utroligt meget at få den forbindelse, og det vil tilgodese både lufthavn, turisme og erhvervslivet i vores kommune, siger borgmesteren.
Selv om Billund tilgodeses i trafikaftalen, er det dog for tidligt at lade champagnepropperne springe:
- Vi ved jo godt, at der er størst sandsynlighed for, at noget gennemføres, hvis der laves et bredt forlig om det. Så jeg håber, at udspillet vil danne udgangspunkt for et bredt forlig, siger Ib Kristensen.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie