Læg sag an i dag, og mød i retten i 2013. Sådan er situationen for de borgere, der for eksempel er havnet i en nabotvist eller kører en erstatningssag mod et forsikringsselskab. Det skriver Berlingske lørdag.
Danskerne må vente i årevis for at få afgjort civile sager ved domstolene, og det er et problem for opfattelsen af retssikkerheden, ifølge Pernille Backhausen, formand for Advokatrådets Procesretsudvalg.
- Det er et kolossalt problem og afgørende for borgernes opfattelse af retssikkerheden, når det kan tage så lang tid, måske to år, at få prøvet en sag, siger hun til Berlingske.
I gennemsnit varer det 19,2 måneder at nå frem til en dom eller forlig i civile sager, ifølge Domstolsstyrelsen. For fem år siden tog det 13,5 måneder. Antallet af sager, der afgøres i løbet af ét år, er desuden faldende. Fra 60 procent i 2006 til nu 28 procent.
Justitsminister Morten Bødskov (S) erkender problemet, men forventer, at arbejdet med at nedbringe sagsbunkerne vil give resultat. I den nye finanslov videreføres merbevillingen til domstolene på 120 millioner kroner i 2012.
Netop for at sikre hurtigere afgørelser.
Den Danske Dommerforening tvivler på, at det vil lykkes at komme til bunds i de mange civile sager. Formand Michael Sjöberg betegner den etårige bevilling som "symptombehandling".
- Hvis vi på sigt både skal have straffesager og civile sager ned, skal man se på bevillingerne som sådan, så det ikke bare er en ekstra bevilling næste år, siger han.
- Vi kan jo ikke bare love, at bunkerne er væk i løbet af næste år, når visse retter i øjeblikket først kan beramme civile sager i 2013, fortsætter han.
Både Advokatrådet og Domstolsstyrelsen efterlyser en forbedring og forenkling af systemet, ifølge Berlingske.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie