De Radikale får 3,8 procent og er mere end halveret
Sofie Carsten Nielsen og De Radikale er blevet mere end halveret ved folketingsvalget. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
De Radikale har fået det dårligste folketingsvalg siden 1990. Partiet går fra 8,6 procent til 3,8 procent.
Partiet, der udløste folketingsvalget, De Radikale, endte som en af valgets store tabere.
Sofie Carsten Nielsens parti har fået 3,8 procent af stemmerne og er blevet mere end halveret i forhold til resultatet ved valget i 2019.
Her fik De Radikale 8,6 procent af stemmerne.
De 3,8 procent ved tirsdagens folketingsvalg er det dårligste resultat for De Radikale siden 1990, hvor partiet fik 3,5 procent.
Ifølge DR og TV 2 går De Radikale 9 mandater tilbage fra 16 til 7 mandater.
Partiet ser eksempelvis ud til at miste sit mandat i Fyns Storkreds, hvilket betyder, at Rasmus Helveg Petersen ikke opnår genvalg.
Inden det endelige valgresultat lå fast, holdt Sofie Carsten Nielsen tale på Christiansborg for sine partimedlemmer.
Hun mente ikke, at partiet skød sig selv i foden ved at udløse et valg.
- Det er det ikke at tage ansvar for forandring. Det var det, vi syntes, vi skyldte - og det var vores demokratiske pligt - at drage en politisk konsekvens af den meget hårde kritik, som etpartiregeringen fik, sagde hun.
Sofie Carsten Nielsen tog dog "ansvaret" for, at partiet er blevet mere end halveret.
- Vi har tabt mandater i dag, det er helt tydeligt, sagde en rørt Sofie Carsten Nielsen.
- Men allermest kommer vi til at miste kolleger, der har gjort en kæmpe indsats og en kæmpe forskel for Danmark og Det Radikale Venstre.
- Det er jeg ked af. Det er mit ansvar, at valgkampen ikke gik bedre. Det tager jeg på mig, sagde hun.
Det er første folketingsvalg med Sofie Carsten Nielsen som leder for partiet.
Det endelige resultat af folketingsvalget giver rød blok 87 mandater. Sammen med de forventede tre røde nordatlantiske mandater bevarer statsminister Mette Frederiksen (S) dermed sit flertal.
Hun ønsker dog at afsøge muligheden for en bred regering. De Radikale ønsker også en bred regering.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie