Det siger de om nedlæggelsen af regionerne

Sundhedsminister Bertel Haarder (V):

- Vi skal sørge for, at den enkelte patient får den bedst mulige behandling, og at samfundet får mest muligt for pengene. Derfor ønsker vi regionerne nedlagt 1. januar 2013.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd:

- Vores sygehuse gennemgår en meget turbulent tid med fyringer, nedlæggelser af afdelinger og massive effektiviseringer. Det sidste vi har brug for er flere radikale ændringer, som skaber endnu mere usikkerhed for patienter og medarbejdere.

Dennis Kristensen, formand for FOA:

- Det ligner udelukkende snævre parti-taktiske overvejelser i forsøget om at komme til at stå bedre ved et folketingsvalg. Forslaget er også hovedløst, fordi der ikke foreligger nogen dokumentation for, at alternativerne til regionerne er bedre eller billigere

Bente Sorgenfrey, formand for FTF:

- Alt peger på, at regionerne løfter opgaven godt. Hvorfor begynde at bygge om på noget, der faktisk fungerer, relativt kort tid efter at den nye struktur er faldet på plads efter strukturreformen.

Britta Schall Holberg (V), folketingsmedlem og tidligere indenrigs- og sundhedsminister:

- Det er så den vej, Venstre nu har skibet sig ind på. Det er beskæmmende i en verden og en tid, der i den grad råber på demokratiske løsninger og ikke på embedssystemer, centralisme og fremmedgørelse.

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet:

- Jeg savner en begrundelse for, hvilke opgaver og funktioner de nuværende regioner ikke har løst? Og hvad er sandsynligheden for, at en ny konstruktion med tre regioner skulle løse de opgaver bedre, spørger han.

Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner:

- Det undrer mig, at Venstre tør gamble med så stor en del af den offentlige service som sundhedsområdet. Vi taler faktisk om 25 procent af de offentlige velfærdsydelser i Danmark. Samtidig har jeg ikke hørt en eneste sundhedsøkonom eller anden ekspert rose Venstres udspil.

Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister:

- Jeg er da glad for, at man har det billede, at regionerne løser deres opgave, og at vi alle sammen har et indtryk af, at vi får en god behandling på sygehusene. Men det er vores forpligtelse at se, om vi kan gøre det endnu bedre, siger han.

/ritzau/

Statsministerens forslag til at nedlægge regionerne får en blandet modtagelse blandt fagfolk og politikere.

Offentliggjort Sidst opdateret