DF-bagland forventer borgmesterposter
Det er aldrig sket før, men en gang skal jo være den første. Og i en tid hvor både vælgere og nye medlemmer strømmer til, er det svært at sænke ambitionerne for Dansk Folkeparti.
Således svarer 37 ud af 57 lokalformænd i DF, som har svaret på en Ritzau-rundspørge, at de tror, at partiet sikrer dets første borgmesterposter ved kommunalvalget den 19. november. Partiet har i alt 94 lokalformænd.
En af dem er lokalformand i Solrød, Christen Bøgh Kristensen:
- Det er sådan noget, man ikke kan svare klart og tydeligt på, fordi det er bare en fornemmelse, man har, efter at medlemstallet og vælgertilslutningen stiger.
- Desuden har man været meget tæt på i flere kommuner i 2009, siger Solrød-formanden.
Christen Bøgh Kristensen erkender, at vælgertilslutning på den landspolitiske scene ikke nødvendigvis betyder flere DF-vælgere til kommunalvalget, hvor valgdeltagelsen er betragtelig lavere end til folketingsvalg.
Men lokalformanden påpeger samtidig, at der ikke skal mange flere stemmer til for at ændre på sammensætningen i byrådene.
- I Solrød Kommune mangler vi for eksempel kun fire stemmer for at få to DF'er i byrådet, hvor vi nu kun har én, siger Christen Bøgh Kristensen og henviser samtidig til, at der i dag mere end 10 DF-viceborgmestre.
Og et parti behøver ikke at have flest pladser i byrådet for at sikre sig borgmesterposten.
Professor Ulrik Kjær fra Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet påpeger således, at det kun var få kommuner, der havde en klar kandidat til borgmesterposten efter sidste kommunalvalg.
- Resultaterne bliver mere og mere mudret, end de har været tidligere.
- Og det vil sige, at det (borgmesterposten, red.) i de resterende kommuner afhænger meget af, hvem der kan finde sammen i de enkelte kommuner, siger professoren.
På spørgsmålet om, hvor mange borgmestre fløjpartiet kan få, svarer 27 ud af de 37 lokalformænd, som tror på DF-borgmestre efter kommunalvalget, at de tror på flere borgmesterposter end blot én.
Christen Bøgh Kristensen har selv skudt på tre DF-borgmestre. Men han erkender også, at netop snakken om antallet er langt mere hypotetisk.
- Jeg mener, at det er realistisk. Men om det så bliver to eller fem er rent gætteværk, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie