DF er åben for ekstra forsvarsregning på 31 milliarder
Socialdemokraternes Nick Hækkerup og statsminister Lars Løkke Rasmussen er enige om, at der skal bruges flere penge på Forsvaret. Men det er fortsat et åbent spørgsmål, hvor meget der skal bruges. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Danmark bliver nødt til at indfri Nato-målsætning, mener DF. S afviser ikke, men vil se på behov først.
Alle Natos stats- og regeringschefer lovede på et topmøde i 2014, at deres lande vil bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar inden for ti år.
Det vil ifølge Jyllands-Posten på sigt koste de danske skatteydere 31 milliarder kroner årligt. Ikke desto mindre skal målet nås. Det fastslår Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, som i disse dage besøger Danmark.
Torsdag mødte han Folketingets partier i Udenrigspolitisk nævn.
Efter mødet vil hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti afvise at bruge 31 milliarder kroner ekstra på Forsvaret, selv om begge partier kalder beløbet astronomisk.
- Der skal forhandles nyt forsvarsforlig til efteråret. Og i baghovedet hos alle ligger ønsket om flere penge til Forsvaret, siger Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup.
Han tilføjer, at Socialdemokratiets indgang til forhandlinger er at se på, hvad Forsvaret har behov for:
- Altså, hvilke kapaciteter der mangler, i stedet for bare at sige, at vi hælder penge i Forsvaret. Så vi afviser det ikke, men vi siger heller ikke, at vi bare skal hælde penge blindt i Forsvaret, siger Nick Hækkerup.
På spørgsmålet om, hvorvidt målet skal nås på de ti år som daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skrev under på under et Nato-topmøde i Wales, siger Nick Hækkerup:
- Jeg tror ikke, det gavner hverken de kommende forsvarsforhandlinger eller vores tilgang med at fokusere på behovet, hvis vi sætter årstal på.
Står det til DF's udenrigsordfører, Søren Espersen, så bør Danmark indfri Thornings løfte:
- Vi har forpligtet os til det her. Det var ikke forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der gjorde det. Det var Helle Thorning-Schmidt, der skrev under på det i Wales i 2014.
- Derfor forventer jeg også, at Socialdemokratiet er med på den tankegang, siger Søren Espersen.
Spørgsmål: Det vil koste 31 milliarder kroner ekstra årligt, hvis vi på sigt skal indfri løftet. Skræmmer det tal dig?
- Det er et enormt tal. Men skal vi op på to procent af bnp, så er det nok på det niveau. Tallet 35 milliarder kroner har også været nævnt. Dyrt bliver det.
- Men sådan er det, hvis man skal være med i en forening, der hjælper Danmark med sikkerheden. Hvis vi skulle stå alene uden for Nato, så tør jeg slet ikke at gætte på, hvad det vil koste, siger Søren Espersen.
Fredag skal Jens Stoltenberg møde repræsentanter for regeringen. Først lægger han en krans på Kastellet sammen med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Derefter møder han statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Christiansborg.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie