DF udskyder afstemning til efter britisk exitaftale med EU
DF vil først have en folkeafstemning, når vi kender briternes nye aftalevilkår med EU, siger Thulesen Dahl.
Danmark skal bruge Storbritanniens fravalg af EU til at sikre danskerne en reel valgmulighed mellem dels vores eksisterende EU-medlemskab og dels det, der måtte blive forhandlet på plads for Storbritanniens vedkommende.
Det mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i kølvandet på det britiske farvel til EU.
Derfor kan en dansk afstemning først lade sig gøre, når briterne har forhandlet deres endelige exitaftale med EU på plads, understreger han.
- Vi skal jo kende aftalens præcise indhold. Derfor er det ikke lige med det samme, at vi kan få en afstemning. Men jeg synes, det er det, vi skal arbejde os frem imod, siger Thulesen Dahl.
DF-formanden forestiller sig en afstemning, hvor vælgerne får mulighed for at tage stilling, om Danmark skal fortsætte på det grundlag, som vi kender fra vores EU-medlemskab i dag, eller om vi skal vælge en britisk løsning.
- Fordelen ved at vi først gør det, når vi kender aftalen med Storbritannien, er, at så er det kendt stof, og vi ved, hvad vi stemmer om. Dermed ved vi også, hvad vi kan få, afhængigt af om vi går den ene eller den anden vej, siger Kristian Thulesen Dahl.
EU-traktatens artikel 50 giver EU og briterne to år til at forhandle sig til rette om vilkår og betingelser for udmeldelsen og en ny aftale om Storbritanniens fremtidige forhold til EU.
Tidsfristen kan dog forlænges, og mange iagttagere mener, at det kan tage helt op til ti år at gennemføre den britiske udmeldelse.
Når EU skal koncentrere sig om at lave en aftale med Storbritannien vil der angiveligt være mindre fokus på at forhandle en parallelaftale med Danmark omkring Europol.
Derfor mener Kristian Thulesen Dahl, at EU bør bruge tiden frem til oktober, hvor David Cameron går af som premierminister, til at få parallelaftalen med Danmark på plads.
- Logikken siger, at EU først bør løse de forhindringer, som er overkommelige, så man derefter kan bruge kræfterne på at lave en god aftale med Storbritannien, siger han.
- Og nu går der jo alligevel nogle måneder, før Storbritannien i virkeligheden selv er klar.
Efter danskerne ved folkeafstemningen 3. december sidste år sagde nej til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, er en parallelaftale blevet sidste udvej, for at Danmark kan blive i Europol.
Hvis Danmark ikke får en parallelaftale i de kommende måneder, falder vi ud af Europol, når det næste år overgår til såkaldt overstatsligt samarbejde.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie