DF vil ansætte spindoktorer som embedsmænd

Ministrenes særlige rådgivere - de såkaldte spindoktorer - skal ikke komme og gå med ministeren eller ansættes efter politiske kriterier. Spindoktorer skal ansættes på normale vilkår som embedsmænd, hvis øverste chef er ministeriets departementschef.

Det foreslår Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

- Vil vil gerne væk fra dén amerikanisering af dansk politik, hvor spindoktorer tilsyneladende manipulerer, måske i nogle tilfælde på ulovlig vis, med medierne og offentligheden, siger han.

- Det kan vi modvirke, hvis de særlige rådgivere, som i dag er politisk ansatte, i stedet ansættes som embedsmænd. Derved indgår de på lige fod med andre ansatte i ministeriet og er underlagt samme bestemmelser som andre embedsmænd, siger han.

Peter Skaarup skoser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for at udløse en "eksplosion" af spindoktorer. Antallet stiger fra 17 rådgivere til 18 ministre i VK-regeringen til muligt 32 rådgivere til 23 ministre i hendes regering, påpeger han.

Hendes spindoktorer aflønnes fra 735.000 kroner årligt plus pension op til 1.050.000 kroner plus pension under den røde regerings lønloft. Det koster skatteyderne godt 30 millioner kroner årligt, siger Peter Skaarup.

DF's forslag kommer efter debatten om daværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) spindoktor Peter Arnfeldt, som ifølge Ekstra Bladet forgæves forsøgte at plante Helle Thorning-Schmidts fortrolige skatteafgørelse hos journalist Jan Kærgaard.

- Det kan blive et problem for demokratiet, hvis man skyder for meget over til disse særlige rådgivere, siger Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti har bedt om at få en hasteforespørgsel om spindoktorer til Helle Thorning-Schmidt onsdag 14. december i Folketinget, oplyser han.

/ritzau/

Ministrene skal ikke ansætte særlige rådgivere politisk, men ansætte dem som embedsmænd mener Dansk Folkeparti

Offentliggjort Sidst opdateret