Digitaliseringsminister sletter sin TikTok-arbejdsprofil
Digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) er den seneste i rækken, der har valgt at slette TikTok på sin arbejdstelefon. (Arkivfoto). Foto: Mike Blake/Reuters
Marie Bjerre (V) følger lige som andre folketingsmedlemmer anbefalingen fra Center for Cybersikkerhed.
Digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) skriver lørdag på Twitter, at hun har slettet sin TikTok-profil som folketingsmedlem.
- Jeg har haft en TikTok-profil som folketingsmedlem. Den er nu slettet. Vi må insistere på, at vores persondata behandles sikkert og fortroligt og ikke sendes til Kina.
- Derfor er jeg glad for meldingen fra Center for Cybersikkerhed (CFCS), skriver hun.
CFCS har frarådet ansatte i staten at have TikTok installeret på tjenstlige enheder - herunder mobiltelefoner.
Centeret samarbejder med blandt andet statslige myndigheder om "sikkerhed i statens it-løsninger."
Det gælder også tjenestemobiltelefoner til blandt andre ministre og embedsmænd, som kan have "behov for et højt sikkerhedsniveau."
Andre folketingsmedlemmer som Alex Vanopslagh (LA) og Rosa Lund (EL) meddelte fredag til Politiken, at de har slettet TikTok-appen fra deres arbejdstelefon.
Begge vil dog fortsat kunne benytte TikTok-appen fra deres personlige mobiltelefon.
Som følge af anbefalingen fra Center for Cybersikkerhed har De Radikale bedt partiets folketingsmedlemmer og partisansatte om at stoppe med at bruge TikTok.
Politisk leder Martin Lidegaard sagde torsdag til DR, at han vil tage diskussionen om et forbud op i Folketinget.
- I samarbejdets ånd på Christiansborg vil den bedste løsning være, at der nu træffes en fælles beslutning i Folketinget og mellem alle parter om at stoppe brugen af TikTok. Vi vil rejse sagen i relevante fora i Folketinget, sagde han til mediet.
Også Danmarksdemokraterne har meddelt ansatte og folketingsmedlemmer, at de ikke må bruge appen. Ingen af partiets folketingsmedlemmer brugte appen i forvejen.
Liberal Alliance har ligeledes bedt folketingsmedlemmer og partiansatte om at slette TikTok på deres arbejdstelefoner.
Partiet vil dog fortsat benytte sig af TikTok, men fra private telefoner, hvor der ikke deles fortrolige oplysninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie