Dragsted advarer venstreorienterede mod at stemme på Alternativet
Pelle Dragsted har ingen tro på, at Alternativet kan skaffe et mandat ved søndagens valg. (Arkiv). Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
En stemme på Alternativet kan medføre grønt stemmespild, advarer Pelle Dragsted forud for EU-valget.
Enhedslistens politiske leder, Pelle Dragsted, advarer nu venstreorienterede vælgere mod at stemme på Alternativet ved søndagens EU-valg.
Partiet får aldrig et mandat, og på grund af Alternativets valgforbund kan de spildte stemmer gå til Socialdemokratiet.
Sådan argumenterer Pelle Dragsted i Politiken.
- Der har været 8-9 målinger nu, og Alternativet har ikke været i nærheden af at få et mandat i en eneste af dem. Jeg tænker, at der kommer to onsdage om ugen, før det kunne blive realistisk, at de får et mandat, siger han til avisen.
Alternativet har bevæget sig under fire procents opbakning i de fleste målinger, hvor det i flere beregninger vil kræve omkring seks procents opbakning for at få et mandat.
Enhedslisten har derfor ingen tiltro til, at Å vil kunne skaffe et mandat på valgdagen.
Alternativet er gået i valgforbund med Socialdemokratiet og SF. Det betyder, at stemmer på Alternativet, hvis de ikke vælges ind, kan gå til Socialdemokratiet.
Det er et parti, der har en langt svagere klimaprofil end de andre venstrefløjspartier, siger Pelle Dragsted, og venstreorienterede vælgere kan derfor ende med at støtte modstridende politik.
Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, er stærkt utilfreds med angrebet fra Enhedslisten, som hun betegner som "hetz og manipulerende retorik".
Med til angrebet hører også, at Alternativet tidligere har afvist at indgå valgforbund med Enhedslisten.
- Det er en gammel giftig politisk kultur, som Alternativet i den grad er en modvægt til. Jeg ved godt, at Enhedslisten har været sure på os over, at vi ikke ville i valgforbund med dem. Men helt ærligt, så minder det efterhånden om en ekskæreste, der ikke vil acceptere, at det er slut, siger Franciska Rosenkilde til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie