EL: Coronadetektiver skal banke på døre i kamp mod mutation
Det er endnu vigtigere at bryde coronasmittekæder med den nye coronavariant, der florerer i Danmark, mener Enhedslisten. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Peder Hvelplund (EL) mener, at det er opsporingen af smitte, der halter i Danmarks coronahåndtering.
Enhedslisten vil have smitteopsporingen optimeret. Det er særlig vigtigt i lyset af den nye og mere smitsomme coronavariant, som spredes i landet.
Sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) kalder opsporingen for "det svage led i kæden".
- Det er helt afgørende at bryde smittekæder. Jeg vil igen tage fat i Magnus Heunicke (sundhedsminister, red.) om en intensivering af opsporingen, siger han.
Ifølge Peder Hvelplund kan en opskalering og intensivering af smitteopsporingen eksempelvis være flere ressourcer.
- Det kan både være mere personale, men også løbende kontakt med dem, der er smittet. Og at der er ressourcer til, at man kan komme ud til folk og banke på, siger han.
Ifølge Statens Serum Institut (SSI) fortsætter en ny variant af coronavirusset med at sprede sig i Danmark.
Varianten risikerer at sætte epidemien ud af kontrol, hvis den "som forventet" bliver ved med at sprede sig, og der ikke indføres yderligere restriktioner, lyder det i en ny risikovurdering fra SSI.
Peder Hvelplund mener, at man skulle have forlænget restriktionerne frem til 1. februar fra starten.
Han kalder det optimistisk at forestille sig, at restriktionerne, der står til at udløbe 17. januar, kan ophæves til den tid.
SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, forventer, at der bliver indkaldt til møde i Folketingets coronafølgegruppe i den kommende uge, og partiet er klar til at støtte eventuelle yderligere tiltag.
- Hvis man kigger til vores engelske naboer, så har de store problemer med stigende smittetal. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at inddæmme smitten, siger Kirsten Normann Andersen.
Fra 14. november til 26. december er der i Danmark fundet 86 tilfælde af den nye virusvariant. Men der er også et stort mørketal. SSI anslår, at op imod 800 personer i Danmark kan have været smittet med varianten.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar til situationen fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie