Ellemann holder mund om Indien-politik

Regeringen kan sige, hvad den vil om Indien, uden at eksportambassadør Uffe Ellemann-Jensen blander sig.

Det erklærer han fredag, efter Ritt Bjerregaard har bedt regeringen dæmpe sin kritik af Kina, som hun er eksportambassadør for.

- Jeg vil forholde mig dybt, dybt tavst om de her ting. Og jeg kan ikke forestille mig, at der vil opstå en sådan situation omkring Indien, siger Uffe Ellemann-Jensen til Ritzau.

Fredag valgte Ritt Bjerregaard at blande sig i regeringens retorik over for Kina, som de seneste dage har været til debat efter Kinas udenrigsminister, Yang Jiechis, besøg i København.

- Det dilemma, der opstår gang på gang i relation til Kina - og for den sags skyld også til Indien - er forskellen på vores politiske systemer, skriver Bjerregaard i en kommentar i Politiken.

Der er ifølge Bjerregaard "frit valg på alle hylder", når det gælder, hvad man kan snakke med Kina om.

- Men det har konsekvenser, hvad man vælger at tale om, skriver Bjerregaard i avisen.

Uffe Ellemann-Jensen vil ikke forholde sig til Ritt Bjerregaards udtalelser.

- Jeg vil holde mig til det, der er mit område, og det er Indien. Der er det en ting, hvad regeringer har imellem hinanden, og det påvirker ikke nødvendigvis, hvad der er virksomheder imellem, siger eksportambassadøren.

Foruden Bjerregaard og Ellemann-Jensen har Danmark yderligere tre eksportambassadører.

Henning Dyremose skal styrke handlen til Brasilien, Mariann Fischer Boel har ansvaret for Rusland, mens Anne Birgitte Lundholt fokuserer på en række "særligt lovende vækstmarkeder".

/ritzau/

Eksportambassadøren for Indien vil ikke blande sig i regeringens retorik over for nationen.

Offentliggjort Sidst opdateret