EU strammer nettet over for overfiskeri
EU-Parlamentet har tirsdag givet den endelige godkendelse til EU's fælles fiskeripolitik, der skal sætte en stopper for overfiskeri, udsmidning af "forkerte" fisk og overkomplicerede regler.
- Efter mange måneders forhandlinger og politisk spil kan vi nu sætte sidste punktum i reformen af fiskeripolitikken.
- Fiskeripolitikken er blevet et stort tungt tæppe af unødvendig detailstyring og rigide regler, der har haft udsmid af sunde fisk som konsekvens, siger Ole Christensen (S), der er stedfortrædende medlem af EU-Parlamentets fiskeriudvalg.
Over to tredjedele af EU's fiskebestande er ifølge EU-Kommissionen overfiskede. Den nye reform stiller derfor krav om, at medlemslandene skal basere deres årligt fastsatte fiskekvoter på en konkret videnskabelig model for bæredygtigt fiskeri.
En af de primære årsager til overfiskningen er, at medlemslandenes fiskeriflåder er for store. Der er ganske enkelt for mange skibe til for få fisk.
Derfor indeholder den nye fiskeripolitik også en løftet pegefinger til medlemslandene om, at flåderne i højere grad skal tilpasses, så man kan undgå det massive overfiskeri, der finder sted i dag.
Samtidig forbydes 95 procent af al udsmidning af fisk på baggrund af art og størrelse for at undgå det voldsomme spild, udsmidningen medfører.
I Danmark træder et forbud mod udsmidning af de såkaldte pelagiske fiskearter, der blandt andet tæller makrel og sild, allerede i kraft fra den 1. januar 2015.
Siden den sidste fiskeripolitik blev vedtaget, er flere og flere beslutninger inden for fiskeriet blevet truffet på EU- eller regeringsniveau. Det skal der også laves om på med den nye fiskeripolitik.
- Dag til dag-beslutninger om driften af fiskeriet skal i stigende grad træffes regionalt. Fiskere og forskere bør arbejde meget tættere sammen i forvaltningen.
- Fra Bruxelles skal vi ikke styre helt ned i detaljen. Reglerne i fremtiden skal være enklere, og fiskerne skal have mere indflydelse, siger Ole Christensen.
Med EU-Parlamentets afstemning er den nye fiskeripolitik endeligt vedtaget og kan træde i kraft fra den 1. januar 2014.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie