Det har ifølge Morten Skov Christiansen været et hektisk første år som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Han overtog posten fra Lizette Risgaard, som gik af efter beskyldninger om krænkelser mod flere. Længe var han i tvivl, om han kunne løfte opgaven.
Han har i sin tid to gange oplevet, at et politisk flertal har blandet sig i den danske model, som går ud på, at arbejdsgiver og arbejdstager aftaler løn og arbejdsforhold.
Derfor ser han bekymret til, når det ene parti efter det andet vil forbedre forholdene for børnefamilier, da det kan være en indgriben i den danske model.
- Det er ekstremt utidigt, at Christiansborg begynder at blande sig i noget, som jeg ser som rent overenskomststof, og det er problematisk, fordi det er fagforening og arbejdsgiver, der aftaler vilkårene, siger han.
Han får opbakning fra Dansk Arbejdsgiverforening, som i en kronik med FH i Berlingske tidligere på ugen beder politikerne om at holde sig væk.
De første fire måneder i den nye rolle handlede for Morten Skov Christiansen udlukkende om lønløftet, hvor et politisk flertal afsatte flere milliarder kroner til at løfte lønnen for udvalgte faggrupper.
Parterne gav ifølge Morten Skov Christiansen hinanden håndslag på, at det var "første, sidste og eneste" gang, at politikerne blandede sig i lønnen.
Samtidig har afskaffelsen af store bededag fyldt, hvilket også var en indgriben i de kollektive overenskomster.
- Der, hvor provokationen bliver ekstra stor, er, at det er halvandet år siden, at man fra Christiansborg valgte at afskaffe en fridag, som også var en familiedag, siger han.
Familiepolitik er i dén grad blevet et emne på Christiansborg, selvom det har ligget i dvale i årtier.
- Jeg kan være bekymret for, at det handler mest om populisme. At det er opportunt. Det virker som om, at partierne kollektivt har fået en måling, som siger, at det er et problem. Det har vi vidst længe i fagbevægelsen, siger han.
Modsat sin hårdtslående forgænger har han indtaget en mere ydmyg rolle som formand og vil ikke være konkret, når der spørges til, hvilke partier der er gået for langt. Han arbejder i stedet på de indre linjer.
I august måned er partierne kommet med et væld af forslag, hvor SF's er det mest indgribende i de kollektive overenskomster.
Partiet foreslår at bruge milliarder af kroner, så alle forældre skal kunne blive hjemme med deres syge børn i op til fem dage.
I dag har de fleste ret til en eller to dage, som arbejdsgivere og arbejdstagere har forhandlet på plads.
Når nu politikerne kappes om at komme med forslag for at forbedre livet for småbørnsfamilier, er det nærliggende at spørge til, om fagbevægelsen har været for dårlige til at levere, når de har indgået overenskomster.
- Det mener jeg faktisk ikke. En del af diskussionen bunder i dårlige beslutninger, som Christiansborg har truffet. Man fjerner en fridag for familier og forringer muligheden for, at familierne har et ordentligt arbejdsliv, siger han.
Han henviser til, at åbningstiderne forringes for nogle dagsinstitutioner i flere kommuner, fordi de skal spare.
Det er også familiepolitik i den forstand, at det presser forældrene, hvis de skal hente deres børn tidligere fra institution.
Morten Skov Christiansen mener, at fagbevægelsen har leveret og peger på fritvalgskonto, barnets anden sygedag og betalt orlov for medforældre.
Hvis politikerne ikke lytter, er der en reel risiko, mener han.
- Risikoen er, at modellen eroderer på den længere bane. Vi er nødt til at have en erkendelse af, at vi har så godt og rigt et samfund, fordi den danske model leverer resultater hver evig eneste dag.
/ritzau/
Blå bog om Morten Skov Christiansen
* Morten Skov Christiansen er 42 år og udlært elektronikmekaniker i 2003.
* Han indledte karrieren i fagbevægelsen i 2007 som konsulent i Dansk Metal og efterfølgende i LO.
* Siden blev han faglig sekretær for Metal Hovedstaden.
* Han har også været aktiv i Dansk Socialdemokratisk Ungdom og Dansk Ungdoms Fællesråd.
* I 2014 blev han valgt som formand for LO Hovedstaden og blev herefter valgt som næstformand i LO i 2015.
* Ved sammenlægningen mellem LO og FTF blev Morten Skov Christiansen valgt som næstformand i 2019.
* Han blev fungerende formand, da den daværende FH-formand, Lizette Risgaard, under stort pres fratrådte posten i slutningen af april 2023 som følge af flere sager om upassende berøringer.
* Morten Skov Christiansen bor i København, er gift med tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Stine Brix og far til to børn på fem og otte år.
Kilder: FH, Fagbladet 3F og Morten Skov Christiansens profil på Linkedin.
/ritzau/
125 års fødselsdag i fagbevægelsen
* Jyske snedkeres stædighed mundede ud i en aftale, som sikrede danske lønmodtagere rettigheder mange år frem i tiden.
* 300 snedkersvende i syv jyske byer krævede samme løn som deres københavnske kolleger. Storlockouten i 1899 omfattede 40.000 arbejdere og blev så omfattende, at den førte til fattigdom og armod landet over, især i byerne.
* Det mundede ud i Septemberforliget, som kaldes for arbejdsmarkedets grundlov. Den fejrede torsdag 125 års jubilæum.
Kilde: FH.
/ritzau/
Seneste artikler
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Han tog fra Australien til Marielyst for at passe på strandgæsterne
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Flere patruljer rykkede ud: 51-årig anholdt for grov vold
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Besparelse splitter byrådet: Nu sænkes beredskabet på øerne