Fiskeriministeren vil rydde op i regler for forsøgsfiskeri
Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) er ifølge eget udsagn i fuld gang med at rydde op i administrationen på fiskeriområdet. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Thomas Lekfeldt/arkiv/Ritzau Scanpix
Der har ifølge fiskeriministeren manglet en systematik omkring forsøgsfiskeri. Derfor indfører hun nye regler.
Som et led i genopretningen på fiskeriområdet styrker fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) nu administrationen af de såkaldte forsøgsfiskerier.
Fiskerierne har blandt andet til formål at afsøge mulighederne for at etablere fiskerier i nye områder eller efter nye arter.
- Det er jo så endnu et område, hvor det har vist sig, at vi ikke har haft klare regler, siger hun.
Derfor har ministeren besluttet at indføre nye regler på området. Det gælder klare retningslinjer, ensartet sagsbehandling og gennemsigtighed.
De nærmere regler for det egentlige fiskeri skal fastsættes, inden fiskeriet kan gå i gang, herunder særligt hvem, der skal have adgang til fremtidige licenser eller kvoter og på hvilke vilkår.
Administrationen på fiskeriområdet er de seneste par år blevet stærkt kritiseret af både Rigsrevisionen og Kammeradvokaten, som er statens primære advokat.
Eva Kjer Hansen erkender, at der venter et stort genopretningsarbejde i dansk fiskeri.
- Vi er jo i fuld gang med at få ryddet op. Men det er også sådan, at vi af og til i det her oprydningsarbejde støder på nye områder, hvor det viser sig, at der er et behov for klarere og ensartede regler. Det er forsøgsfiskeriet et eksempel på, siger hun.
Eva Kjer Hansen tør ikke at sætte en dato for, hvornår man er færdig med oprydningsarbejdet.
- Vi kan se, at vi er kommet ind på områder, der ikke har været undersøgt tidligere. Og så er der også lig, der er væltet ud af skabet der, og som har gjort, at jeg har måtte sætte yderligere undersøgelser i gang, siger hun.
Regeringen igangsætte i august sidste år en undersøgelse for at få fat på de rådne fisk i fiskeriforvaltningen. Det var den tredje undersøgelse på lidt over et år.
Undersøgelsen skal afdække, hvordan en lang række fejl og sager om svig kunne opstå. Den følger i kølvandet på sagen om de såkaldte kvotekonger - storfiskere, der sidder på mange kvoter.
Undersøgelsen fokuserer på manglende kontrol og kompetencer samt organisatoriske svagheder og ledelsesmæssige aspekter. Den forventes afsluttet i midten af i år.
Efter en hård kritik af Miljø- og Fødevareministeriet blev fiskeriområdet i begyndelsen af august sidste år flyttet fra daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).
Nu hører fiskeriområdet under Udenrigsministeriet. Her sidder Eva Kjer Hansen som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie