Flertal vakler under Fanøs nye borgmester
Det er over en uge siden, at der var kommunalvalg. I 97 ud af landets 98 kommuner er der sat navn på borgmesteren. Men formelt set vælges personen først på det konstituerende byrådsmøde. Foto: /ritzau/Ladefoged Joachim/arkiv
/ritzau/Ladefoged Joachim/arkiv
Aftalen om at give Fanø Lokalliste borgmesterposten er opsagt, siger SF. K mener, at aftalen er eksploderet.
Aftalen om hvem der skal være borgmester på Fanø er muligvis gået i stykker.
I hvert fald siger to af de partier, der efter valget stillede sig bag Fanø Lokallistes Kristine Kaas Krog til TV Syd, at aftalen er opsagt.
Det skyldes, at de er fortørnede over, at den nyudpegede borgmester har meddelt, at hun vil gå efter en bredere konstituering.
- Konstitueringsaftalen er faldet på gulvet, siger Karen Jeppesen (SF) til TV Syd.
- Jeg er skuffet over og faktisk lidt vred over at skulle læse på Facebook at Kristine Kaas Krog åbenbart har inviteret alle andre med uden at informere os, siger Karen Jeppesen.
Christian Lorenzen fra De Konservative, der også er med i aftalen, siger:
- Vi er rystet over, at vores aftalepartner ikke har taget os med på råd, når hun går ud og ønsker en bredere konstitueringsaftale.
- Det er en helt ny situation, og det er bekymrende, at Kristine Kaas Krog på den måde eksploderer vores aftale.
De to partier er afgørende for, at Kristine Kaas Krog har kunnet samle et flertal på seks af kommunalbestyrelsens 11 medlemmer.
Også Alternativet er med i det flertal. Og partiets repræsentant, Sofie Valbjørn, er ikke enig med SF og K. Hun mener ifølge TV Syd, at konstitueringsaftalen stadig gælder.
Kristine Kaas Krog siger torsdag morgen til Ritzau, at hun opfatter situationen som rimelig udramatisk.
- Det eneste, jeg har gjort, er at række hånden ud og undersøge mulighederne for at lave en bredere aftale. Og så er den ikke længere, siger hun.
- Jeg har ikke lyst til at dramatisere det yderligere. For Fanøs skyld ønsker jeg at gå efter en bredere aftale, hvis det er muligt.
Fanøs nyvalgte kommunalbestyrelse har endnu ikke fastsat en dato for, hvornår de skal holde det konstituerende møde, hvor borgmesteren endegyldigt vælges.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned