Folketingets formand, Thor Pedersen (V), rykker nu forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) for et svar på, hvad der er blevet af 52 fanger, som danske styrker overleverede til britisk varetægt fra 2004 til 2007 under krigen i Irak.
Det sker, efter at Enhedslistens forsvarsordfører, Frank Aaen, har klaget over, at han stadig venter på svar over ét år efter, daværende forsvarsminister Søren Gade (V) blev spurgt om fangernes skæbne.
I et brev til Frank Aaen understreger Folketingets formand, at det er vigtigt, at spørgsmål bliver besvaret "korrekt og inden for en rimelig tid", og at Gitte Lillelund Bech nu har lovet at svare.
- I lyset af at spørgsmålet blev stillet for 1 år siden, går Præsidiet (Folketingets ledelse, red.) derfor ud fra, at den endelige besvarelse - som oplyst af ministeren - vil foreligge inden for kort tid, skriver Thor Pedersen.
Enhedslistens forsvarsordfører kalder det en "skandale", at skiftende forsvarsministre har syltet svaret så længe. Eller også dækker forsvarsministrene over oplysningerne, fordi de ikke ved, hvad der er sket med fangerne, lyder det fra Frank Aaen.
- Det er dybt foruroligende, at forsvarsministeren tilsyneladende ikke ved, hvad der er sket med de 52 fanger, vi har overdraget til briterne. Danmark har et klokkeklart folkeretsligt ansvar i denne sag, og de må simpelthen ikke være forsvundet, siger Enhedslistens forsvarsordfører.
Senest forklarede forsvarsministeren i slutningen oktober, at der ville gå måneder, før svaret var på trapperne, fordi det nu ville indgå i forsvarets undersøgelse af de lækkede amerikanske dokumenter fra WikiLeaks om krigen i Irak.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie