Her er hovedpunkterne i Økonomisk Redegørelse
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) præsenterede mandag Økonomisk Redegørelse, som er regeringens vurdering af den økonomiske udvikling i Danmark og udlandet. Den indeholder samtidig en prognose for dansk økonomi.
Her er hovedpunkterne:
* Vækst: Regeringen forventer en vækst i år på 0,5 procent. Det er en nedjustering fra de hidtidige forventninger på 1,2 procent i december og 0,7 procent i begyndelsen af maj.
Ifølge regeringen skyldes nedjusteringen primært, at 2012 sluttede meget svagt, og udgangspunktet for fremgangen i 2013 derfor er meget lavt. I 2014 ventes væksten fortsat at ligge på 1,6 procent.
* Arbejdsløshed: På baggrund af vækstudsigterne ventes beskæftigelsen i 2014 at være steget med omkring 8000 personer i forhold til 2012 og bruttoledigheden at være faldet med omkring 17.000 personer.
Dermed forventes en bruttoledighedsprocent på 5,0 procent af arbejdsstyrken i 2014.
* Underskud: Det offentlige underskud skønnes at blive 23 milliarder kroner i år, hvilket svarer til 1,2 procent af BNP. Dermed lever Danmark op til henstillingen fra EU om at bringe underskuddet ned under 3 procent i 2013.
I december forventede regeringen dog, at underskuddet ville blive 46 milliarder kroner. De ekstra penge kommer fra en omlægning af kapitalpensionsbeskatningen og fra ekstra indtægter fra pensionsafkastskatten.
* Konjunkturerne: Udsigterne er fortsat præget af en "betydelig usikkerhed", fremgår det af redegørelsen.
Risikoen for et opbrud i euroområdet er dog reduceret markant igennem det seneste års tid, vurderer regeringen, som regner med en bedring af konjunktursituationen i den internationale økonomi gennem 2013 især i euroområdet.
Det vil føre til større tillid til den økonomiske udvikling, også herhjemme, venter regeringen.
* Forudsætninger: Finanspolitikken i Danmark skal gennemføres som planlagt, og det kræver en stram styring af den offentlige økonomi gennem blandt andet budgetloven, der opstiller udgiftslofter for stat, kommuner og regioner.
Troværdighed om de offentlige finanser er en afgørende forudsætning for den økonomiske genopretning, hedder det i redegørelsen.
Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie