Hjort tvivler stadig på tog-penge
DF vil stå ved forlig, partiet har indgået om kollektiv trafik. Det kan skabe knuder i finanslovsforhandlinger
Der er fortsat lang vej til en finanslov, lader både finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og de øvrige borgerlige partier forstå, efter at de har haft et indledende møde tirsdag aften.
En af de knaster, der volder problemer for regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, er, at regeringen har lagt op til at se stort på forlig om kollektiv trafik, som DF står bag sammen med blandt andre Socialdemokraterne.
Men det vil DF ikke acceptere, fastslår partiformand Kristian Thulesen Dahl efter mødet.
- Dansk Folkeparti kan man kende ved, at når vi har indgået en aftale, så står vi ved den. At Venstre-regeringen har valgt at skrive nogle forlig, vi har, og som er eksisterende efter valget, ud af finansloven, er ikke det samme som, at det kommer til at lande der.
- Der er helt konkret to aftaler omkring kollektiv trafik og Togfonden, som vi skal have fundet en løsning på. Det har vi gjort klart over for regeringen, at der skal findes en løsning på, siger Thulesen Dahl efter mødet.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) bekræfter, at DF har fremlagt kravet om, at regeringen respekterer de forlig, DF er med i. Men han vil ikke umiddelbart love, at han kan finde pengene.
- Det indgår nu i forhandlingerne. Det skal i hvert fald undersøges nøje om pengene er der, og der kan jeg se et lille problem med togfonden, så det vil vi drøfte, siger finansministeren.
Kristian Thulesen Dahl ser gerne, at Socialdemokraterne kommer med i finansloven. Og finansministeren understreger, at partiet vil blive inviteret til forhandlinger igen, selvom tirsdagens møde kun var for de borgerlige partier.
- Der er hårde forhandlinger foran os. Og det kan godt være interessant for Dansk Folkeparti at indgå store delaftaler med andre partier, hvis vi ad den vej kan nå længere med vores politik, siger Thulesen Dahl.
- Vi har gjort det klart hele tiden, at det at vi står uden for en regering, giver os mulighed for at søge andre flertalsmuligheder i Folketinget, lyder det.
Både Hjort Frederiksen og Thulesen Dahl vurderer, at der forestår meget vanskelige forhandlinger.
- Jeg skal ikke skjule den kendsgerning, at der er meget stor afstand mellem partierne og det vil kræve stor fleksibilitet. Men jeg betragter det som en bunden opgave, siger finansministeren.
Konservative og Liberal Alliance anser det omvendt for meget sandsynligt, at det ender med en rent blå finanslov.
- I en forhandling må man give og tage, og vi ser optimistisk på det hele, siger finansordfører Ole Birk Olesen (LA).
- Jeg tror bestemt, vi når hinanden, men der er nogle ting, vi skal have snakket om, lyder det fra den konservative partiformand Søren Pape Poulsen.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie