Danmarks økonomi står over for et hårdt år. Det fremgår med al tydelighed, når man læser regeringens finanslovforslag, som blev offentliggjort torsdag.
Regeringen venter et underskud på de offentlige finanser næste år på hele 96 milliarder kroner.
Dermed bliver underskuddet markant større end de ca. 85 milliarder kroner, som VK-regeringen forventede.
Den nye regering forventer også, at flere danskere vil miste deres job i det kommende år.
Ledigheden ventes nu - før regeringens kickstart af økonomien - at nå op på 167.000 brutto, hvilket er 6000 flere end i den tidligere regerings økonomiske redegørelse fra august.
Først efter sommeren næste år ventes arbejdsløsheden gradvist at falde.
For at sætte gang i økonomien vil statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gennemføre den såkaldte kickstart. Det er det mest markante initiativ i finanslovforslaget.
Regeringen vil fremrykke og igangsætte investeringer for knap 11 milliarder kroner i 2012 og 8 milliarder kroner i 2013. Pengene skal blandt andet gå til veje, jernbaner og opførelsen af anlæg til regeringens betalingsring omkring København.
Regeringen håber, at investeringerne vil skabe nye arbejdspladser, så ca. 9000 personer ekstra kommer i arbejde i 2012 og ca. 12.000 personer i 2013.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie