Hummelgaard: Partier kendte til manglende fængselspladser
Forligspartierne i flerårsaftalen for Kriminalforsorgen fra 2021 er løbende blevet orienteret om den alvorlige situation i de danske fængsler ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S). (Arkivfoto.). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard blev forligskredsen orienteret om den kritiske situation i september.
Forligspartierne i flerårsaftalen for Kriminalforsorgen fra 2021 er løbende blevet orienteret om den alvorlige situation i de danske fængsler.
Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).
- Hverken min forgænger eller jeg har lagt skjul på, at Kriminalforsorgen står i en meget vanskelig situation, siger han.
Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti har over for TV 2 anklaget regeringen for at have tilbageholdt information om alvoren af situationen i det danske fængselsvæsen.
Kriminalforsorgen lagde ifølge TV 2 i november en kriseplan, der indebærer lukningen af 80 fængselspladser på grund af manglende personale.
Lukningen er godkendt af Justitsministeriet, men De Konservative og SF hævder, at de ikke er blevet orienteret om planen.
- Forligskredsen blev i september sidste år orienteret af min forgænger om den aktuelle og svære situation i Kriminalforsorgen, siger Peter Hummelgaard.
Det gælder ifølge ministeren også den forsinkede genåbning af Køge Arrest. Den har været lukket i en periode, fordi man har arbejdet på at udvide den til 60 fængselspladser.
Formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, mener ikke, at han er blevet orienteret om den kritiske situation i fængslerne.
- Jeg har ingen erindring om, at vi har fået at vide, hvor alvorligt det står til i Kriminalforsorgen, siger han.
Der er sat tiltag i søen for at afhjælpe problemet. Blandt andet vil regeringen leje 300 fængselspladser i Kosovo.
Planen har været længe under opsejling, men den mangler at blive endeligt ratificeret af parlamentet i Kosovo. Peter Hummelgaard forventer stadig, at det bliver til noget.
- Vi arbejder stadig ud fra, at det bliver realiseret, så hurtigt som det kan lade sig gøre, siger han.
Morten Messerschmidt er som en del af forligspartierne tilhænger af aftalen. Han ser dog gerne, at man øger indsatsen for at få planen realiseret.
- Jeg tror, det handler om penge. Det er meget dyrere i danske fængsler end på Kosovo eller i Balkan,. Jeg tror, det handler om at give dem et bedre tilbud, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie