Hvis Lars Løkke bliver tilbudt statsministerpost vil han sige ja
Lars Løkke Rasmussen under pressemødet, hvor Moderaterne præsenterer deres sundhedsudspil på Christiansborg. Partiet er de seneste dage stormet frem i målingerne. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Løkke regner ikke med at blive tilbudt statsministerpost, men det ville være mærkeligt at sige nej, siger han.
Hvis Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne, efter valget bliver tilbudt statsministerposten, vil han sige ja.
Det skriver TV 2, som har talt med Lars Løkke Rasmussen til et vælgerarrangement mandag aften i Helsingør.
- Jeg vil tro, at for alle partiledere ville det være mærkeligt, at de sagde nej, hvis de fik muligheden. Men det er jo ikke noget, vi arbejder for eller har nogen intention om eller nogen tro på, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
Og direkte adspurgt om han ville sige ja, hvis han blev det tilbudt, svarede han:
- Ja. Men det gør jeg ikke.
Moderaterne står til at få 11 mandater i den seneste måling fra Voxmeter. Og det giver lige nu partiet de afgørende mandater mellem to blokke i mindretal.
De seneste dage er spørgsmålet om Løkkes mulige comeback i Statsministeriet blevet stillet, efter at Moderaterne er vokset i målingerne.
Lars Løkke Rasmussen har afvist spekulationerne og sagt, at han ikke går efter at blive statsminister. Dog har han flere gange tilføjet, at han har kompetencerne.
Lars Løkke Rasmussen har to gange tidligere været statsminister, og ved vælgermødet mandag aften er det ikke kun journalister, men også vælgere, som gerne vil vide, om Lars Løkke Rasmussen gerne vil være statsminister igen.
- Hvis tredje gang skal være lykkens gang, skal de andre partier jo være nødt til det. Nøglen til, at der skal ske noget, er jo, at vi kommer ind med nok kraft. Så kan vi diskutere, hvem der skal være statsminister, svarede han ifølge TV 2.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har begge meldt sig som statsministerkandidater.
Jakob Ellemann-Jensen har klart sagt, at han hellere ser Lars Løkke Rasmussen som statsminister end den nuværende statsminister Mette Frederiksen (S).
Søren Pape Poulsen har sagt, at han gerne ser Løkke melde sig som kandidat.
Derimod lyder der lidt andre toner fra Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, og Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti.
Danmarksdemokraterne vil ikke lægge mandater til, at Lars Løkke Rasmussen kan blive statsminister, skulle mandaterne falde ud på en måde, så den tidligere statsminister griber ud efter sit tidligere job.
Det samme har Morten Messerschmidt gjort klart de seneste dage.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie