Ida Auken: Pres på naturen stopper i dag

De 246 vigtigste naturperler i Danmark får nu hver deres plan, som skal beskytte dem og hjælpe til at stoppe tilbagegangen i dansk natur.

- Det er historiske planer, der skal lægge en beskyttende hånd under vores særligt vigtige naturområder, siger miljøminister Ida Auken (SF).

Miljøministeren offentliggør onsdag planerne til 1,8 milliarder kroner, der omfatter de særlige Natura 2000-områder, Det er EU-beskyttede områder, hvor der blandt andet gælder særlige regler for beskyttelse af dyrearter og naturtyper.

Det er områder som Grenen i Skagen og Holmegårds Mose på Sjælland, der er en sjælden type højmose.

- Det her er utrolig vigtigt, fordi dansk natur de seneste år har været under et voldsomt pres fra for eksempel landbruget og byudvikling, men det stopper fra i dag, siger Ida Auken.

Mange af områderne er privatejede. Og for at sikre sig, at de nye planer føres ud i livet, er der nedsat et særligt forum under Miljøministeriet, og som består af de grønne organisationer og staten.

- Men vi giver også kommunerne bedre mulighed for at aftale indsatsen med den enkelte lodsejer. På den måde bliver indsatsen mindre styret fra staten, og lodsejerne bliver inddraget på et tidligt tidspunkt, forklarer miljøministeren.

De nye planer mødes med glæde hos Danmarks Naturfredningsforening og Kommunernes Landsforening.

Begge organisationer forholder sig dog skeptisk til, at Natura 2000-områderne skal beskyttes for midler, der blandt andet kommer fra kommunernes allerede eksisterende naturindsats.

Det ser Ida Auken imidlertid ikke noget problem i:

- Det her er en indsats på 1,8 milliarder kroner. Vi har omprioriteret store EU-midler, som tidligere gik til landbruget, og vi har omprioriteret statslige midler. Kommunerne skal bidrage med en lille del, og det synes jeg er fair.

Samlet set udgør Natura 2000-områderne ni procent af det danske landareal og 18 procent af havarealet.

/ritzau/

Miljøministeren præsenterer planer til 1,8 milliarder kroner, der skal beskytte de vigtigste naturområder.

Offentliggjort Sidst opdateret