Kjeldgaard frustreret over køkkensag

 - Det er dybt frustrerende, at økonomiudvalget totalt underkender et enigt fagudvalg, og det er uhørt, at økonomiudvalget holder udsalg over lokale arbejdspladser i en tid, hvor kommunen i den grad lider med mange arbejdsløse.

Det siger Erik Kjelgaard, Dansk Folkeparti, i afmagt over, at kommunens økonomiudvalg har bejlet til Guldborgsund Kommune om et muligt to-kommunalt samarbejde og et muligt samarbejde med Region Sjælland om et fælles storkøkken til produktion af ældre- og sygehusmad.

Frustrationerne er til at få øje på hos Dansk Folkepartis tre medlemmer af Lolland Byråd. 
- Vi støtter fuldt ud den enige indstilling fra ældre- og sundhedsudvalget gående ud på, at man bygger et storkøkken i Søllested, og ville man i kommunen undersøge et yderligere samarbejde, kunne man jo have tilbudt Guldborgsund at gå med i Lolland-projektet, siger Erik Kjelgaard.

Erik Kjelgaard peger på en vigtig pointe i spillet om et kommende storkøkken: Forsyningssikkerheden.
- At få maden leveret er af vital betydning for vore ældre medborgere og for Lollands vedkommende ville en placering i Søllested være central i forhold til de to nuværende produktionssteder i Maribo og Nakskov, siger han.

Foto: Erik Kjelgaard (i midten) er frustreret over, at økonomiudvalget i Lolland Kommune har bejlet til naboerne i Guldborgsund i sagen om storkøkkenets placering.

Den lollandske ældremad bør produceres i Lolland Kommune mener Dansk Folkepartis medlemmer af byrådet i Lolland Kommune.

Offentliggjort Sidst opdateret