Kofod: Dansk setup til evakueringer er på plads
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) oplyser, at det bliver afgørende for den danske evakueringsoperation i Afghanistans hovedstad, Kabul, om lufthavnen forbliver sikker og åben. (Arkivfoto) Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Både den nuværende og en tidligere dansk ambassadør er i Kabul for at hjælpe med evakueringer.
De danske myndighederne har det "setup, der skal til" at udføre de nødvendige evakueringer fra Kabul i Afghanistan, hvis ellers byens lufthavn holdes åben, sikker og operationel, oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
- Vi skal have al den tid, vi kan få, til opgaven er løst. Vi er kommet ret langt fra dansk side. Vi har det setup, der skal til civilt og militært. Vi er afhængige af situationen på jorden i Kabuls lufthavn og omkring Kabuls lufthavn, siger han tirsdag aften.
- Vi har relativt ordnede forhold, og vi har en tryg transitlokation i Pakistan. Det har givet os nogle stærke værktøjer på hånden.
Derudover fremhæver han, at et dansk militærfly har fløjet en gruppe danske diplomater ind i lufthavnen i Kabul. Her skal de gøre operationen mere effektiv.
- Det er stadig en ekstrem udfordrende situation. Sikkerheden er udfordret. Jeg er lettet over, at vi har fået den nuværende og forhenværende ambassadør på jorden i lufthavnen, som gør, at vi effektivt kan lave vores evakueringsoperation, siger Jeppe Kofod.
Tirsdag aften har Jeppe Kofod deltaget i et ekstraordinært møde mellem EU's udenrigsministre om situationen i Kabul.
Her blev de 27 udenrigsministre ifølge Jeppe Kofod enige om en appel om, at lufthavnen i Kabul holdes sikker og åben, så længe som det er muligt.
Den appel rettes ifølge Kofod mod både allierede såsom USA men også mod "dem, der de facto har magten i Afghanistan - altså Taliban og andre."
Udenrigsministeren afviser at svare på nogle spørgsmål om detaljer i evakueringen.
Han ønsker heller ikke at svare på, hvilken tidshorisont Danmark eller EU-landene estimerer, at der bliver behov for, at lufthavnen i Kabul holdes åben for at sikre de tilstrækkelige evakueringer.
Danmark og andre lande har arbejdet på at evakuere statsborgere og lokalt ansatte ved ambassader og lignende, siden den militante, islamistiske bevægelse Taliban har overtaget magten i størstedelen af landet og hovedstaden Kabul i weekenden.
Blandt andet USA og Storbritannien har soldater i lufthavnen i Kabul, og USA har taget kontrollen med lufthavnen.
Ikke lang tid efter Kofods møde tirsdag med de andre udenrigsministre i EU, gav den amerikanske regering en orientering om situationen.
Her sagde præsident Joe Bidens sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at regeringen i USA har drøftet evakueringerne med Taliban.
Den amerikanske regering har ifølge Sullivan fået det indtryk, at evakueringerne kan stå på indtil 31. august. Men det drøftes med Taliban præcis, hvordan det tidsmæssigt skal forløbe, tilføjer Sullivan.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie