Kofod er på vej til Washington og møde med Blinken
Anthony Blinken besøgte i maj sidste år Danmark og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) forud for et møde i Arktisk Råd. Foto: Pool/Reuters
Udenrigsministeren skal mødes med sin amerikanske kollega og blandt andet diskutere situationen i Ukraine.
Dagen efter at Danmark sagde ja til at droppe EU-forsvarsforbeholdet er udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på farten i et sikkerhedspolitisk anliggende.
Han rejser torsdag til Washington, hvor han skal mødes med den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken.
De skal blandt andet diskutere situationen i Ukraine og en mulig optagelse af Sverige og Finland i Nato, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Netop torsdag har regeringen fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, der skal sikre opbakning til optagelse af Sverige og Finland i forsvarsalliancen.
- Vi skal og vil hjælpe Ukraine med at modstå Ruslands brutale angreb, og vi skal også være der, når Ukraine skal genopbygges.
- Vi skal slå ring om Sverige og Finland, som med historiske beslutninger om at ansøge om NATO-medlemskab vidner om, at Vesten er samlet, og at den transatlantiske alliance står stærkt, siger Kofod.
Han glæder sig i den forbindelse over, at det blev et klart ja ved folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.
- Det giver Danmark flere sikkerhedspolitiske tangenter at spille på. Det er et klogt supplement til NATO, og det vil styrke den transatlantiske alliance, når Danmark kan bidrage til, at Europa kan tage mere ansvar for sikkerheden, som også USA ønsker, siger Kofod.
På programmet ved besøget i Washington er desuden møder med medlemmer af Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsråd, tænketanke og repræsentanter for virksomheder i USA.
Det er ikke første gang, at Jeppe Kofod og Anthony Blinken mødes.
I maj sidste år var den amerikanske udenrigsminister i Europa og lagde vejen forbi København, hvor blandt andet Arktis og konflikten mellem Israel og Palæstina var på dagsordenen forud for det årlige møde i Arktisk Råd.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie