Kommentatorer: MeToo-sager klæber fortsat til De Radikale
Sofie Carsten Nielsen blev i oktober sidste år politisk leder for De Radikale, efter at Morten Østergaard trak sig, da han blev afsløret som krænker. Året har været hårdt, siger hun. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Et år efter politisk leders farvel kæmper De Radikale stadig med troværdighed, mener politiske kommentatorer.
7. oktober sidste år måtte Morten Østergaard forlade posten som politisk leder for De Radikale, efter at han erkendte, at han havde krænket partifællen Lotte Rod.
Senere kom flere sexismesager mod ham frem.
Tiden læger mange sår, men åbenbart ikke alle, for knap et år senere står De Radikale fortsat afpillet tilbage på MeToo-området. Det mener flere politiske iagttagere forud for partiets landsmøde lørdag og søndag i Nyborg.
- De Radikale har jo mistet enormt stor troværdighed. I store dele af vælgerbefolkningen er de jo til grin, som i decideret til grin, på grund af de her sager.
- Folk synes jo, det er helt vanvittigt og har meget svært ved at tage dem alvorligt, siger politisk kommentator Jarl Cordua.
Der var kontant reaktion fra vælgerne i perioden efter Morten Østergaards exit.
I begyndelsen af oktober sidste år lå De Radikale til at få 8,5 procent af stemmerne i en meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter lavede for Ritzau. Det var næsten identisk med resultatet ved folketingsvalget i 2019.
En måned efter Østergaards farvel som politisk leder var partiet nede på en tilslutning på 4,6 procent hos Voxmeter.
Morten Østergaards bratte exit kom, efter at MeToo-bølgen sidste år var skyllet ind over Danmark.
Her havde De Radikale indtaget en frontrolle i bekæmpelsen af krænkelser, blandt andet ved at afholde et såkaldt sexismedøgn på Facebook.
Her talte Morten Østergaard og hans senere afløser, Sofie Carsten Nielsen, om, hvordan sexisme skulle bekæmpes. Begge var på det tidspunkt vidende om, at der var flere sager kørende med Østergaard i centrum.
- Dels kører man frem med, at man er enormt optaget af disse ting. Og så viser det sig, at lederen er en af de værste. Og i øvrigt har ledelseslaget vidst det i årevis, siger Jarl Cordua.
- Og da man så langt om længe får lukket ned, så kommer retsordføreren gudhjælpemig, og så har han også en sag. Det er bare meget svært for folk at tage alvorligt, siger Jarl Cordua.
Han henviser til, at De Radikales daværende retsordfører, Kristian Hegaard, i august forsvandt ud af folketingsgruppen og politik fra den ene dag til den anden.
Årsagen var, at han ved flere lejligheder havde udvist grænseoverskridende adfærd, blandt andet med en berøring over for en radikal ved en fest i radikal sammenhæng.
Kristian Hegaards hurtige forvandling fra lovende politiker til forhenværende rejser nogle spørgsmål, mener politisk kommentator Bent Winther fra Berlingske.
- Vi har at gøre med nogle sager, hvor jeg tror, man skal være radikal for at forstå deres reaktion. Hos både Østergaard og Hegaard bunder reaktionen i, at man virkelig havde sat sig op på den meget høje moralske MeToo-hest.
- At man, fordi man har anlagt sådan en meget kompromisløs linje over for de her sager, så tvinges ud i at reagere meget voldsomt.
- Det, tror jeg, virker besynderligt for folk, der står uden for partiet, og som måske en dag kunnes tænkes at stemme på dem, siger han.
Sofie Carsten Nielsen erkender, at De Radikales troværdighed er udfordret på MeToo-området.
- Man må sige, at det er for åben skærm, at vi har taget i hvert fald en bid af opgøret med en sådan kultur i vores samfund. Det har hverken været kønt eller sjovt.
- Og det har generelt været hårdt for de af os, der er berørt. Det er vi stadig i gang med, det er ikke noget, man bliver færdig med, siger hun.
Seneste artikler
Milliondyr farce: Hal skal have nyt gulv for fjerde gang på fem år
Borgere pressede på: - Hvad hvis resortet aldrig bliver til noget?
Kro bortforpagtet - men traditionerne fortsætter
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Simon Hansen skyder resortmøde i gang: - Vil skabe mere liv året rundt
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Efterlyser vidner i sag om grov vold
Flere vidner afhøres i spektakulær yacht-sag