Kommission om statsløse kører for tomme lokaler

Foto: Malte Kristiansen/ Scanpix /Scanpix

Der er plads nok at boltre sig på i statsløsekommissionens lokaler på Fremtidsvej i Søborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Blot en enkelt - hørbart søvnig - tilhører havde fundet vej til mandagens afhøringer af ledende embedsmænds omgang med FN-konventionerne om statsløses rettigheder op gennem 1990'erne.

Kommissionen skal afdække, hvorfor landets juridiske centralnervesystem i slutningen af 00'erne administrerede i strid med klokkeklare konventioner om statsløse.

Den praksis endte i 2011 med at koste daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech jobbet.

Men mandagens afhøringer fik på ingen måde denne mystik til at fordampe.

Tidligere kontorchef i Indfødsretskontoret fra 1995-2000 Birgit Kleis gjorde det nemlig klart, at embedsværket var endog særdeles opmærksom på FN-konventionerne og deres juridiske rækkevidde dengang i 1990'ernes sidste halvdel.

Det kom eksempelvis til udtryk, forklarede hun, da Folketinget i 1999 indsnævrede de statsløses mulighed for automatisk at opnå dansk indfødsret en anelse ved at indføre krav om, at man ikke måtte have lange fængselsdomme i bagagen.

Her blev det fastslået med syvtommersøm i bemærkningerne til loven, at man skulle efterleve statsløse-konventionen.

Eller som Birgit Kleis' efterfølger i vidneskranken - daværende afdelingschef i Justitsministeriet og i øvrigt også tidligere rigspolitichef, Torsten Hesselbjerg - omtalte embedsværkets behandling af konventionerne ved lovstramningen i 1999:

- Det, vi gjorde dengang, var det rigtige. Og det bliver jo ikke forkert, fordi nogen glemmer noget fem-otte år efter, sagde han.

Den sparsomme opmærksomhed omkring statsløsekommissionens afhøringer står i skærende kontrast til den om skattesagskommission - om myndighedernes og pressens behandling af statsministerparrets skattepapirer - der har til huse i samme lokale på Fremtidsvej.

For mens skattesagskommissionen er badet i blitzlys og allerede har haft overordentlig stor betydning for en række magtfulde menneskers fremtid, så er der foreløbig et skær af fortid over statsløsekommissionen.

Integrationsministeriet er nu nedlagt. Rønn Hornbech er blevet "ordfører vedrørende Grønland", og kommissionen er da også på forhånd spået en stille tilværelse.

Birthe Rønn Hornbech blev fyret, efter at det kom frem, at hun i hvert fald fra 2008 og årene frem var vidende om, at hendes eget ministerium havde svære betænkeligheder med den måde, hvorpå man håndterede de statsløses rettigheder.

Alligevel fortsatte den konventionsstridige administration, og først i 2011 fik offentligheden besked.

/ritzau/