Kommune skal ikke politianmelde borgere

Det lokale folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Rene Christensen, er godt tilfreds med udbyttet af det samråd han havde indkaldt til i dag. Til samrådet var indkaldt miljøminister, Ida Auken, og minister for by -bolig og landdistrikter, Carsten Hansen.
Årsagen var de problemer som mange i landområderne- herunder mange på Lolland-Falster- har med at finansiere tilslutningen til det nye kloaknet.

Ved samrådet lovede miljøministeren at lave en undersøgelse af alternative finansieringsmuligheder. Det glæder Rene Christensen, som dog har endnu et ønske til ministeren.

- Ligeså snart vi har fået udkastet til undersøgelsen, så vil jeg opfordrer ministeren til at skrive til kommunerne og fortælle, at der bliver arbejdet på en finansieringsmulighed til de her borgere, som gerne vil, men ikke kan betale. Derfor skal kommunerne ikke politianmelde deres borgere, mens vi på Christiansborg sidder og er i gang med en løsning, siger Rene Christensen.

Videre har han og andre interesserede muligheder for at komme med forslag til, hvad der kan undersøges af lånemuligheder. Her forslår Rene Christensen selv tinglysningsmuligheden, hvor staten betaler og så kræver pengene retur, når huset engang bliver solgt.
Selvom intet endnu ligger fast, er Rene Christensen glad for udmeldingerne ved samrådet.
- Der var i det hele taget en god stemning omkring, at få gjort noget ved det her låneproblem, så det var helt sikkert et godt samråd, mener Rene Christensen.

Undersøgelsen forventes først at være klar til oktober.

Foto: Ingrid Riis

Rene Christensen vil hjælpe LF-borgere, der er blevet politianmeldt grundet kloakering

Offentliggjort Sidst opdateret