Lærerkonflikten gør stadig ondt på SF
Mange lærere har stadig svært ved at stole på SF, siger undervisningsordfører, der forsøger at genvinde tillid
SF's landsmøde var ikke mange timer gammelt, før påmindelser om lærerkonflikten fra 2013 dukkede op fra talerstolen.
Selv om partiformand Pia Olsen Dyhr for længst har sagt, at hun har fortrudt den hårde kurs regeringen - som SF var med i - førte over for lærerne, så er partiet slet ikke færdige med selvransagelsen.
Konflikten, hvor landets skolelærere var udelukket fra deres arbejdsplads i 25 dage, martrer tydeligvis stadig partiet, der tidligere havde stor opbakning blandt lærerne.
- De lærere, der tidligere udgjorde trofaste støtter for SF, har vendt os ryggen, sagde deltageren Mogens Møller fra talerstolen.
- Vi skød i den grad os selv i foden, lød det også.
Også i toppen af SF er der fuld opmærksomhed på, at lærernes tillid skal genvindes, forsikrer undervisningsordfører Jacob Mark.
- Nogle af dem, der har stemt SF i mange år, har det stadig svært med SF, fordi de har svært ved at stole på os, siger han.
- Men jeg oplever også, at mange af de unge, der bliver lærere nu, ikke orker at høre om alt det dårlige i folkeskolen, men derimod vil have løsninger.
Jacob Mark mener, at det er en fordel for SF at være med i folkeskoleforliget. Han peger blandt andet på, at partiet har presset på for, at skolerne kan veksle lange skoledage til i stedet at have to lærere i en del af undervisningstiden.
Men måden, som folkeskolereformen blev til på, kalder han en fejl.
- Den helt store fejl var at koble en folkeskolereform, der faktisk havde mange gode intentioner, med en overenskomstforhandling, hvor man tromlede hen over lærerne, og krævede, at de finansierede folkeskolereformen, siger Jacob Mark.
Han fremhæver, at partiet i dag har et godt samarbejde med Danmarks Lærerforening. Senere på året præsenterer SF et undervisningsudspil, der blandt andet er blevet til i samarbejde med blandt andet lærere og pædagoger.
- Lærerne er vigtige alene af den grund, at de arbejder med noget af det, der er vigtigt for os. Vi tror på, at man kan ændre så mange menneskeliv, hvis man har en stærk folkeskole og stærke daginstitutioner, siger Jacob Mark.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie