For en sjælden gang foretrækker det danske landbrug et forslag fra SF frem for regeringens udspil.
Det er et forslag fra SF til indretning af en ny fedtafgift, der bliver modtaget med glæde hos Landbrug & Fødevarer, der repræsenterer 150.000 ansatte i det samlede danske landbrugs- og fødevareerhverv.
SF foreslår, at afgiften bliver beregnet efter udskæringen af kød, så bacon bliver ramt hårdere af fedtafgiften end for eksempel mørbrad. Regeringens forslag indebærer, at man udregner et gennemsnitlig fedtindhold for hver dyregruppe, så al svinekød får den samme afgift.
- Vi ønsker, at forbrugerne skal have et reelt valg, så der kommer en høj afgift på produkter med et højt fedtindhold, og en lav afgift på magre produkter. Vi har også peget på, at afgiften skal ud på det enkelte produkt, og jeg kan forstå, at det er det, som oppositionen vil, siger Claus Søgaard-Richter, der er direktør i Landbrug & Fødevarer.
Han vurderer, at fødevareerhvervet rent administrativt kan håndtere, at afgiften bliver beregnet efter udskæring af kød.
- Det bliver måske en kende mere administrativt besværligt, men det har den fordel, at forbrugerne får et valg mellem magre produkter med lav afgift og fede produkter med høje afgifter. Derfor vil vi som virksomheder også have et incitament til at lave produkter med et lavt fedtindhold, siger Claus Søgaard-Richter.
Den eneste torn i SF-udspillet er, at fedtafgiften samlet skal give en milliard mere i kassen end regeringens forslag.
- Vi frygter allerede mere grænsehandel med forslaget fra regeringen, så vi frygter den endnu mere med SF's forslag, siger Claus Søgaard-Richter.
Fødevarepolitisk chef Lotte Engbæk Larsen fra Dansk Erhverv glæder sig også over, at der kommer ændringsforslag til en afgift, der er blevet meget kritiseret.
- Det er supergodt, at der er nogen, der lytter, men husk nu også det, der er mest komplekst - det er blandingsprodukter, siger hun.
Som blandingsprodukt nævner hun cordon bleu, der både indeholder fedt fra kød, ost og panering.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie