- Nu skal I ikke få vabler i hænderne. Rolig.
I nøjagtig et minut har salen genlydt af klapsalver fra de anslået 800 fremmødte, da Alex Vanopslagh beder dem om at dæmpe sig.
Han har lige talt i 50 minutter ved Liberal Alliances landsmøde i Tivoli Congress Center i København.
- Liberal Alliance er tilbage, men vi skal videre. Vi skal videre mod nye solbeskinnede højder, lyder afslutningen på talen fra LA's partileder.
Den store sal emmer af overskud. Og genlyder af højlydt latter, da storskærmen viser én udgave af Alex Vanopslagh i samtale med en anden udgave af partilederen i et videoindslag, der laver sjov med hans boligsag.
Alex Vanopslagh fik fra 2020 til 2022 uberettiget et tilskud til dobbelt husførelse og en lejlighed stillet til rådighed af Folketinget. Han slap for videre tiltale fra Folketinget efter at have betalt pengene tilbage.
Boligsagen dukkede op lige før valgkampen sidste år, og den havde potentialet til at gøre stor skade.
Men åbenbart ikke på Alex Vanopslagh, der med et meget højt personligt stemmetal førte sit parti frem til 14 mandater ved folketingsvalget i november, ti mandater flere end ved valget i 2019.
Med flere mandater følger også større forventninger. Om at fremlægge politik og visioner. Og om at tage ansvar på sig.
Og hvad præsenterede Alex Vanopslagh så af politiske nyheder i sin landsmødetale? Ikke meget, hvis man spørger Niels Th. Dahl, der er politisk analytiker hos Jyllands-Posten.
- Vanopslagh talte længe om de udfordringer, der er i velfærdssamfundet, og det var måske dér, han rakte hånden længst ud mod regeringen. Det var i forhold til det her velfærdssamfund 2.0, som regeringen har sagt, at de gerne vil være med på at lave.
- Det virker til, at det er dér, hvor Vanopslagh har de største forhåbninger til, at der kan opstå noget med regeringen, siger Niels Th. Dahl.
Den politiske analytiker noterer sig, at Alex Vanopslagh kun en enkelt gang i sin tale nævnte topskatten, som Liberal Alliance i mange år har ønsket at afskaffe.
Partilederens eventuelle ambitioner om at blive statsministerkandidat blev heller ikke nævnt.
Til gengæld fik LA-partilederen talt meget om SVM-regeringen, som han ikke er fan af.
Alex Vanopslagh erklærede sig dog klar til at tage imod Venstre "trygt i min favn", hvis regeringspartiet skulle få lyst til at vende tilbage til blå blok.
Samme tilbud fik regeringspartiet Moderaterne, der ledes af tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen.
- Det var et sjovt sprogbillede, bag hvilket der ligger, at det altså var Alex Vanopslaghs favn, siger Niels Th. Dahl.
- Derved går han et lille skridt op ad stigen på at tage noget ansvar for at få blå blok til at finde sammen igen.
- Det var et lille skridt op ad den retoriske stige, men uden at gå derop, hvor det blev rigtig farligt, hvor han stiller sig i spidsen for blå blok.
- I det øjeblik, han gør det, så vil der komme et helt andet pres på ham fra både vælgere, medlemmer og pressen om, hvad det skal føre til, siger Jyllands-Postens politiske analytiker.
/ritzau/
Op og ned med Liberal Alliance
Liberal Alliance har eksisteret siden 2007, hvor partiet hed Ny Alliance.
Sådan har Liberal Alliance klaret sig ved de fem valg til Folketinget, hvor partiet har været med:
2007: 2,8 procent (5 mandater). 97.295 stemmer. Partileder: Naser Khader.
2011: 5,0 procent (9 mandater). 176.585 stemmer. Partileder: Anders Samuelsen.
2015: 7,5 procent (13 mandater). 265.129 stemmer. Partileder: Anders Samuelsen.
2019: 2,3 procent (4 mandater). 82.270 stemmer. Partileder: Anders Samuelsen.
2022: 7,9 procent (14 mandater). 278.656 stemmer. Partileder: Alex Vanopslagh.
Kilde: Danmarks Statistik
/ritzau/
Seneste artikler
Mand slog ud efter tilfældige: Politiet satte ham på toget ud af byen
Tage er den ældste på øen
Lastbil ramte bro i Maribo
IT-nedbrud kan skabe forsinkelser
Lokale MF'ere i spidsen for nyt, stort udvalg
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik