Loft: Det var ikke et issue at ændre afgørelsen
Daværende departementschef Peter Loft bekræfter, at han på foranledning af skatteminister Troels Lund Poulsen (V) satte sine embedsmænd til at undersøge, om afgørelsen i Kinnocks skattesag kunne ændres, hvis den var forkert.
Men han opfattede det som et hypotetisk spørgsmål, da han var sikker på, at afgørelsen var rigtig, forklarer han Skattesagskommissionen.
- Er ministeren utilfreds med afgørelsen? Siger han, at det er noget møg, bliver Loft spurgt i kommissionen.
- Nej. Men han siger: Kunne den ikke lige så godt være faldet ud til den anden side, kunne I ikke akkurat lige så godt være kommet til det modsatte resultat, forklarer Loft, der efter eget udsagn forsikrede ministeren, at afgørelsen var korrekt.
- På et tidspunkt siger Troels Lund Poulsen: Hvad nu hvis den er forkert, kan den så omgøres? Jeg syntes, det var uinteressant, for den var ikke forkert, forklarer Loft, men han var ikke sikker på, om afgørelsen rent faktisk kunne ændres og ville derfor undersøge det nærmere.
- Omgørelsesproblemstillingen er for mig at se en rent teoretisk "nice to know" oplysning. At gå ind og ændre på afgørelsen var ikke et "issue", forklarer han.
Troels Lund Poulsen har tidligere over for kommissionen erkendt, at han stillede "et par spørgsmål" til "blandt andet retspraksis", da han den 16. september 2010 blev præsenteret for Skat Københavns afgørelse, der faldt ud til Thorning-parrets fordel.
Flere centrale vidner har gennem andenhåndsberetninger forklaret kommissionen, at Peter Loft følte sig under pres fra Troels Lund Poulsen for at få omgjort Skat Københavns afgørelse.
Udsagn, som Peter Loft altså nu afviser.
Peter Loft forklarer, at han ganske rigtigt godt kan have sagt, at han var under pres, men at det ikke var i betydningen "under pres for at få afgørelsen ændret".
- Jeg var presset, ligesom når man er til eksamen, forklarer Loft.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie