Løkke om bandeproblemer: Der skal da gøres mere
Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte mandag Egedalsvængekvarteret i Kokkedal i forbindelse med kommunal- og regionsvalget. Foto: /ritzau/Jens Dresling
/ritzau/Jens Dresling
Problemerne med bandekriminalitet skal løses på både kort og lang sigt, siger Lars Løkke Rasmussen (V).
Bandepakke med 35 initiativer til bekæmpelse af bandekriminalitet i marts, yderligere 12 initiativer i august og i sidste uge et grønt lys fra Rigsadvokaten til at forsøge at opløse banden Loyal To Familia (LTF).
- Vi har gjort meget, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen om regeringen indsats mod de verserende bandeproblemer.
- Men der skal gøres mere, tilføjer han.
- Det er også derfor, vi har oprustet politiet med et par milliarder kroner og bedt Forsvaret om at løse nogle politiopgaver.
Bandeproblemerne har især givet sig til kende i hovedstadsområdet, der i efterhånden flere måneder har oplevet den ene skudepisode efter den anden.
Mandag besøgte statsministeren så boligområdet Egedalsvængekvarteret i den nordsjællandske by Kokkedal - et område, som længe har været plaget af bandekriminalitet og integrationsproblemer.
LTF holder til i den lokale ungdomsklub, og bestyrelsen i en af boligforeningerne i området udgøres udelukkende af medlemmer af den muslimske bevægelse Hizb ut-Tahrir.
Ifølge Løkke skal udfordringerne med bandekriminalitet løses på både kort og lang sigt.
- På kort sigt er det hårdt mod hårdt, hvor politiet skal nedkæmpe problemerne. De kriminelle skal stresses.
- Samtidig er der en opgave i at forebygge, så problemerne ikke vokser op igen, siger statsministeren.
Han mener ikke, at en mulig opløsning af LTF kan løse bandeproblemer i København, men det er et skridt på vejen.
- Det er en måde at stresse banderne, hvis man kan kriminalisere det, at de danner banden, og gøre det strafbart at associere sig med dem.
Regeringens sag om at få LTF opløst skal føres efter nytår.
Men Dansk Folkepartis Peter Skaarup, der er formand for Folketingets Retsudvalg, gik efter sidste uges grønne lys fra Rigsadvokaten til tasterne med et ønske om at fremskynde processen.
- Godt, at Pape (justitsminister Søren Pape Poulsen (K), red.) nu endelig vil forbyde Loyal To Familia. Men hvorfor vente til langt ind i 2018 på at finde ud af, om LTF kan opløses, skrev Skaarup på Twitter.
Ifølge statsministeren handler det om, at der skal bygges en sag op, inden den kan komme for retten.
- Vi lever i et retssamfund, så der skal kunne føres en retssag, og den skal jo kunne holde vand. Man skal sørge for, at beviserne er på plads.
- Får vi ikke det, risikerer vi at tabe sagen, og så vil det have en omvendt effekt. Det ville være forfærdeligt, hvis banderne vandt, siger Løkke.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie