Løkke vil låne milliarder til eurolande

Selvom Danmark ikke selv kan modtage penge fra en ny krisefond for eurolande, så insisterer regeringen på, at Danmark også i fremtiden skal have mulighed for at hjælpe eurolande med økonomiske problemer.

Derfor vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et EU-topmøde i Bruxelles torsdag og fredag med egne ord "kæmpe for at få åbnet en dør, som vi kan gå ind af" i forbindelse med kommende hjælpepakker.

- Vi har en interesse i at være med. Både fordi vi sådan set er i økonomisk form til at kunne være med, men også fordi det at være med giver indflydelse, siger Løkke.

Danmark valgte i sidste måned at yde et nødlån til Irland på omkring tre milliarder kroner som led i eurolandenes redningspakke til Irland. Den midlertidige krisemekanisme udløber dog i 2013, og derfor vil EU's stats- og regeringschefer på topmødet aftale rammerne for en ny permanent krisemekanisme.

Løkke understreger dog, at det vil være en vurdering fra sag til sag i fremtiden, om Danmark vil hive den store tegnebog frem. Men som udgangspunkt er det i Danmarks egen interesse.

- Vi er en lille åben økonomi, der er direkte linket op på euroen. Har euroen det dårligt, så har den danske krone det også dårligt, siger Løkke.

Han peger på, at gældskrisen og ustabiliteten i eurozonen også smitter af på de danske muligheder for at skabe vækst. Ikke mindst fordi 75 procent af den danske samhandel foregår med eurolande.

- Det er ikke bare for mine blå øjnes skyld, eller fordi jeg synes, det er særligt interessant, at finansministeren skal sidde med ved de møder, hvor også euro-finansministre sidder. Det er først og fremmest fordi, det her handler om at sikre danske arbejdspladser, siger Løkke.

I udkastet til konklusionerne for EU-topmødet er det lagt fast, at medlemslande uden for euroen får mulighed for at deltage i hjælpepakker, hvis de måtte ønske det.

/ritzau/

Danmark kæmper for at få lov til at yde milliardlån til eurolande. Det er i vores egen interesse, mener Løkke.

Offentliggjort Sidst opdateret