Måling: Flertal mener at Danmark har behandlet Grønland retfærdigt

Befolkningen i Grønland har et helt andet billede af rigsfællesskabets historie end danskere, lyder det fra seniorforsker og politiker. (Arkivfoto). Foto: Steffen Trumpf/Ritzau Scanpix

Flertal af danskere mener ikke, at Danmark har behandlet Grønland uretfærdigt. Det viser en ny meningsmåling, der ifølge politiker vidner om uddannelsesbehov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom Danmarks statsminister på rullende kameraer har erkendt, at der er ”mørke kapitler” i forholdet mellem Danmark og Grønland, er der ikke en opfattelse af kolonial uretfærdighed i den danske befolkning.

Danskerne, som de er flest, mener ikke, at Danmark har behandlet Grønland uretfærdigt gennem tiden.

Det viser en ny meningsmåling, Voxmeter har lavet for Ritzau med 1022 respondenter i perioden den 12. februar til den 16. februar.

54,8 procent af de adspurgte mener, at Danmark generelt har behandlet Grønland overvejende retfærdigt.

25,8 procent mener, at Danmark har behandlet Grønland overvejende uretfærdigt, mens 19,4 procent ikke ved det.

Tallene vidner om en dyb kløft mellem danskere og grønlændere, siger Ulrik Pram Gad, seniorforsker ved Danmarks Institut for Internationale Studier.

- Det stiller rigsfællesskabet over for noget af en udfordring. For grønlændere og danskere lever i hver sin erfaring af de sidste 300 års historie.

Den danske behandling af grønlændere har ikke været uretfærdig, mener flertal i ny undersøgelse. Billedet er fra det danske kongepars første officielle rejse til Grønland i sommeren 2024. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Meningsmålingen viser, at de to folk ikke forholder sig til den samme historie, mener han.

For grønlændere kan man se undersøgelsens resultater med en klar pointe:

- Det vidner om, at der er brug for mere oplysning om Danmarks egen koloniale fortid og de uretfærdigheder, der er sket, siger Aaja Chemnitz, grønlandsk folketingsmedlem fra partiet IA.

Den danske stat har allerede officielt erkendt uretfærdigheder begået mod Grønland gennem tiden, påpeger hun.

Eksempelvis har statsminister Mette Frederiksen (S) givet en officiel undskyldning til de såkaldte eksperimentbørn, der også har fået en erstatning for at være blevet taget fra deres familier og sendt til Danmark for at blive opdraget til at være mere danske.

Flere officielle erkendelser af uretfærdigheder kan være på vej. Der foregår i øjeblikket en historisk udredning af forholdet mellem Danmark og Grønland, hvor spiralkampagnen er blandt det undersøgte. Her har flere kvinder fået sat spiral op uden samtykke.

For Aaja Chemnitz vidner tallene om manglende dansk uddannelse i det grønlandske forhold.

- Det er påfaldende, at man i andre undersøgelser kan se, at der er op til 70 procent af de danske unge, der ikke har fået undervisning i Grønland.

Ulrik Pram Gad påpeger, at der er en skævhed i rigsfællesskabet. Mens grønlænderne konstant orienterer sig mod Danmark, ved danskerne generelt meget lidt om de grønlandske forhold.

- For grønlænderne er forholdet til Danmark meget nærværende på flere områder. De har levet med danskere i 300 år, og man har et intimt kendskab til den danske debat og forståelse af Grønland.

Undersøgelsen fra Voxmeter kan også kaste lys over et andet mentalt aspekt i danskernes opfattelse af behandlingen af Grønland.

De adspurgte bliver også spurgt, om Danmark har undertrykt det grønlandske folk. Her svarer 30 procent, at de enten er helt enige eller enige, mens 37 procent er helt uenige eller uenige.

I denne svarkategori er der dermed en større del, der mener, at Danmark har undertrykt det grønlandske folk, end der er folk, der synes, at Danmark generelt har behandlet Grønland uretfærdigt.

For Ulrik Pram Gad kan det vidne om en mentalitet blandt danskerne om, at behandlingen af Grønland er foregået i god tro.

- Det er måske et udtryk for en opfattelse af, at det hele var i den gode mening. Vi prøvede faktisk at behandle jer retfærdigt, men vi undertrykte jer i den forstand, at vi ville bestemme på jeres vegne.

/ritzau/

Målingen

Ritzau har fået foretaget meningsmålingen hos instituttet Voxmeter.

Den viser følgende:

* 54,8 procent mener, at Danmark generelt har behandlet Grønland retfærdigt. 25,8 procent mener, at Danmark har behandlet Grønland uretfærdigt. 19,4 procent ved det ikke.

* 17,8 procent er enten meget enig eller enig i, at Danmark har udnyttet Grønland. 49,5 procent er meget uenig eller uenig i udsagnet, mens syv procent ikke ved det.

* 30,4  procent er enten meget enig eller enig i, at Danmark har undertrykt det grønlandske folk. 37,7 procent er uenig eller meget uenig i det udsagn.

Kilde: Voxmeter.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu