Måling slagter Thorning: Utilfredsheden er rekordstor
Vælgernes syn på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er usædvanligt ringe.
I en meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har foretaget for Børsen over den seneste uge, siger to ud af tre danskere - 66,5 procent - at de er utilfredse med statsministerens håndtering af jobbet.
Modviljen har aldrig været højere i al den tid, at Greens har foretaget meningsmålinger om opbakningen til statsministeren, skriver Børsen.
Andelen af utilfredse danskere er vokset med seks procentpoint siden den seneste måling i december. Lidt under en fjerdedel bakker op om Thorning.
Blandt SF- og radikale vælgere er fire ud af 10 utilfredse med statslederen, mens hun dog nyder opbakning fra de fleste i sine egne rækker.
Kun 24 procent socialdemokrater ryster på hovedet af Thorning - men for en måned siden var andelen blot 15 procent.
Politisk ordfører for Socialdemokraterne, Magnus Heunicke, er langt fra tilfreds med målingen, men forsvarer regeringschefen.
- Hun er statsminister i en tid, hvor der ikke kommer nogle gaver dumpende ned. Den tid er forbi. Nu skal der knokles, og hun er klar til at tage de knubs, som er nødvendigt for at styre igennem, siger han til Børsen.
Valgforsker Robert Klemmensen fra Syddansk Universitet forklarer den dårlige meningsmåling med uroen i Socialdemokraterne.
- Det begyndende opgør, som Mogens Lykketoft satte ord på, rummer helt klart en stor del af forklaringen på, at utilfredsheden med Thorning stiger, siger han til Børsen.
- Og at en betydelig større del af Socialdemokraterne også erklærer sig utilfredse, afspejler, at det pludselig er blevet legitimt at være socialdemokrat og samtidig sige, at hun gør det dårligt, tilføjer valgforskeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie